Indsatsen for udsatte børn og unge – en analyse af tilbud, foranstaltninger og initiativer i tilknytning til Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune
Anbefalinger til en forebyggende, tidlig og familieorienteret indsats for børn og unge i udsatte positioner
Indhold
Denne rapport omhandler en analyse af indsatsen i forhold til udsatte børn og unge i Københavns Kommune. Undersøgelsen omfatter tilbud, foranstaltninger og initiativer med tilknytning til Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Formålet med analysen har været:
- at give et overblik over eksisterende tilbud, foranstaltninger og initiativer i forhold til udsatte børn og unge
- at foretage en vurdering af indsatsen
- at pege på en fremtidig organisering af indsatsen med fokus på en styrkelse af den forebyggende, tidlige og familieorienterede indsats.
Analysen tager udgangspunkt i aktørers og udsattes egne erfaringer
Konklusion
Analysen viser, at der er behov for:
- En generel opprioritering af tilbud til socialt udsatte børn
- En sammenhængende indsats på småbørnsområdet, som prioriterer det forebyggende arbejde
- En nytænkning af hele fritids- og klubstrukturen med fokus på at inddrage de udsatte børn og unge
- Flere specialskoletilbud til de unge, der befinder sig i, men ikke kan være i, den almindelige folkeskole
- Foranstaltninger til unge med hashmisbrug
- Flere familiebehandlingspladser og familieklasser
- Yderligere PPR-indsats
- Opprioritering og opkvalificering af støttepædagogfunktionen
- Bedre tværfagligt samarbejde omkring de udsatte børn og unge
- Større helhed i støtten til barnet og den unge
- Øget fokus på børns sundhed
De interviewede unge understreger endvidere deres behov for positiv og stabil kontakt til voksne, der kender deres vilkår og viser forståelse, engagement og omsorg for dem.
Se rapportens kapitel 1 for øvrige konklusioner.
Metode
Analysen af indsatsen for de udsatte børn og unge er tilrettelagt ud fra en kvalitativ tilgang og baseret på interview og dialogmøder med ledere og medarbejdere inden for forskellige faggrupper, som arbejder i forvaltningen, i institutioner eller i tilbud og foranstaltninger, som har udsatte børn og unge som målgruppe. Derudover er der foretaget interview med udsatte unge og forældre til udsatte børn og unge.
Der er foretaget interview med i alt 100 medarbejdere og ledere og med 49 brugere, heraf 28 unge og 21 forældre. Derudover er der afholdt dialogmøder med 24 medarbejdere og ledere.
Undersøgelsen er forestået af en ekstern evaluator.