Iværksætterkurser for unge i udsatte boligområder – en evaluerende guide
Hvordan kan iværksætteri fremmes blandt unge i udsatte boligområder? Denne rapport undersøger, hvad de unge har fået ud af at deltage i iværksætterkurser og giver samtidig værktøjer, som kan bruges til inspiration og projektstyring for interesserede, der gerne vil arbejde med iværksætteri og unge.
Indhold
SocialRespons har udarbejdet denne rapport, som er en kvalitativ evaluering af en række kurser kaldet Lab (’laboratorium’), hvis formål er at fremme iværksætteri blandt unge i udsatte boligområder. Dette på baggrund af indsatsen ’Fremskudt iværksætteri og erhvervsfremme’, som blev gennemført af Københavns Erhvervshus i udsatte boligområder fra år 2012-2015. I alt er otte kurser, med 123 unge ml. 16-25 år, blevet gennemført.
Iværksætterkursernes overordnede formål var at øge andelen af kommercielle og sociale iværksættere og derved mindske ledigheden i særligt udsatte boligområdet. Derudover var målet at styrke de unges entreprenante kompetencer, deres evne til både at tænke innovativt og at tro på egne muligheder.
Rapporten er delt op i seks afsnit, som præsenterer resultater og erfaringer fra Lab-kurserne samt kommer med anbefalinger til andre, der har interesse for dette arbejde, herunder:
- Iværksætteri som katalysator for alsidige resultater
- Rekruttering og opstart
- Undervisning
- Løbende støtte
- Rummet
- Forankring og opfølgning
Rapporten er relevant læsning for alle med interesse for arbejdet med erhvervsfremmende indsatser, iværksætteri og udsatte unge.
Konklusion
De unge deltagere, der blev interviewet til evalueringen, beskriver, at de gennem deres deltagelse i Lab-kurserne har opnået flere forskellige resultater både fagligt og socialt, heriblandt:
- Alle deltagerne har fået en øget tro på, at det kan lade sig gøre at starte egen virksomhed.
- De unge oplever, at have erhvervet sig en række redskaber, der kan sættes i spil, hvis de skulle få lyst til at blive iværksættere.
- De fleste unge deltagere oplever, at deres arbejde på Lab-kurset styrkede deres selvtillid i forhold til egne kompetencer og troen på, at de har noget særligt at bidrage med.
- De unge beskriver, at der på Lab-kurserne opstod en helt særlig teamånd, de oplevede gensidig inspiration og så det som en mulighed for at træne deres samarbejdsevner.
Metode
Evalueringen er baseret på kvalitative interviews med de unge, der har deltaget i Labkurserne forskellige steder i København.