Kortlægning af undervisning af og lektiehjælp til undervisningspligtige børn og unge på kvindekrisecentre
I denne kortlægning kan du blandt andet læse om, hvilke former for undervisning børn og unge på kvindekrisecentre i Danmark modtager.
Indhold
Kortlægningen er et led i den nationale strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer fra 2010. Den er udarbejdet ud fra den begrundelse, at undervisning er vigtig for børn og unge på kvindekrisecentre, da undervisning kan give en hverdagstilværelse og modvirke et fagligt efterslæb ved tilbagevenden til en almindelig skolegang.
Denne rapport beskriver omfanget af og karakteristika for undervisningspligtige børn og unge på kvindekrisecentrene i år 2012 og starten af 2013. Blandt andet kan du læse om, hvilke undervisningstilbud de undervisningspligtige børn og unge modtager under deres ophold på kvindekrisecentrene. Desuden kan du læse om lektiehjælp, opgave- og ansvarsfordeling samt drivkræfter og barrierer i forhold til undervisning af børn og unge på kvindekrisecentre.
Rapporten har til formål at bidrage med viden om problemfelter og eksempler på gode løsninger i forbindelse med undervisning samt fastholdelse af børn og unge i undervisningen.
Rapporten indeholder følgende kapitler:
- Resumé
- Indledning
- Omfang af undervisningspligtige børn og unge på kvindekrisecentre
- Undervisningstilbud til børn og unge på kvindekrisecentre
- Tilbud om lektiehjælp
- Opgave- og ansvarsfordeling
- Drivkræfter og barrierer for undervisning
- Konklusion
Konklusion
Kortlægningen viser blandt andet, at det mest udbredte undervisningstilbud på kvindekrisecentrene er undervisning på egen skole, hvilket gælder for 32 % af de undervisningspligtige børn og unge. Desuden modtager 22 % undervisning på en lokal skole. 5,4 % modtager undervisning på kvindekrisecentrene og 3 % modtager anden form for undervisning. 9 % modtager på undersøgelsestidspunktet ikke undervisning.
Metode
Data i kortlægningen bygger på eksisterende statistik (registerdata) og dokumenter, en totalundersøgelse af alle 42 kvindekrisecentre i Danmark samt en undersøgelse foretaget blandt alle undervisningspligtige børn og unge, der opholdte sig på kvindekrisecentre i perioden oktober-november 2013.