Lige muligheder - metodisk grundlag for en effektevaluering
Om muligheder for og alternativer til effektevaluering af socialpædagogiske indsatser.
Indhold
Rapporten beskæftiger sig med det metodiske grundlag for effektevalueringen af fem initiativer, som alle er rettet mod at støtte og styrke udsatte børn og unge, og som hører under handlingsprogrammet ”Lige Muligheder”.
Det drejer sig om Efterværn til tidligere anbragte unge, 24-timers kontaktordning for unge, Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge, Sociale viceværter i ungdomsboliger samt Ambulante tilbud til unge, enlige og sårbare mødre. I praksis har det vist sig, at effektmåling i klassisk forstand ikke er muligt at gennemføre i forhold til de fem initiativer. I stedet er der udarbejdet specifikke evalueringsdesign for hvert af de fem initiativer, som med brug af forskellige metoder sigter mod at give mål for effekten af indsatserne.
Rapporten er den anden i rækken af udgivelser fra SFI i forbindelse med evalueringen af handlingsprogrammet, som SFI gennemfører for Socialstyrelsen.
Metode
Effektmåling defineres i denne sammenhæng som: En kvantitativ analyse af, om et politisk initiativ eller en indsats har den ønskede virkning på en bestemt målgruppe.
Ved brug af eksperimentelle design og statistiske og økonometriske metoder, der er tilpasset den måde, data er fremkommet på, vil man kunne give mål for effekten af indsatsen. I praksis har det vist sig, at effektmåling i denne klassiske forstand ikke er mulig at gennemføre i forhold til evalueringen af "Lige Muligheder"-initiativerne. Eksempelvis har det på flere af initiativerne ikke været muligt at indhente de individdata, som er en forudsætning for denne type effektmåling. I stedet har man udarbejdet specifikke design for hvert af de fem initiativer, som med brug af forskellige metoder (kvantitative og kvalitative) sigter mod at give mål for effekten af indsatserne.