No life - respekt og drengezoner: Om gadelivsstil og ungdomsfællesskaber blandt unge på kanten af samfundet
Hvem er de unge, der lever en gadelivsstil? Og hvorfor opstår der konflikter mellem de unge, pædagoger og politiet? Bogen giver indblik i gadelivsstilen 'No life' i et socialt boligområde i Danmark.
Indhold
Denne bog omhandler dannelsen af såkaldte "indvandrebander", oprettelsen af kriminalpræventive forsøgsklubber og udviklingen af en synlig gadelivsstil.
Målgruppen beskrives som drenge i teenagealderen med anden etnisk baggrund end dansk, som bor i sociale boligområder. Mere konkret tager bogen udgangspunkt i et nordsjællandsk boligområde fra midten af 1990'erne og frem. Dette er et sted hvor der gentagne gange er opstået konflikter mellem unge og politiet, hvilket resulterede i et dårligt rygte forbundet med ungdomskriminalitet og sociale problemer. Derfor besluttede kommunen at styrke indsatsen i området herunder bekæmpelse af gadebander. I den forbindelse blev 'Klub 1188' bl.a. oprettet, hvilket blev en succes. Klubben blev drevet af de unge selv, og på den måde blev de unge i Klub 1188 brobyggere og spillede en central rolle i det kriminalpræventive arbejde.
Bogens kapitler inddrager fortællinger fra de lokale aktører herunder SSP-repræsentanter, netværket og pædagoger. Bogen er bygget op således:
- Kapitel 1 belyser marginalisering og bandestereotyper, boligsociale indsatser, kommunens børne- og ungeindsats samt politiets kontrol med børn og unge på gaden.
- Kapitel 2 omhandler to forsøgsklubber herunder Klub 1188 og Klub Westside.
- Kapitel 3 sætter fokus på gadelivsstilen blandt de unge i boligområdet. Hvor finder det sted? Og hvilke værdier er tilknyttet livsstilen?
- Kapitel 4 giver indsigt i den gadelivsstil, de unge selv beskriver som 'no life'.
- Kapitel 5 omhandler de unge, der har levet en gadelivsstil og i den forbindelse har fået dom for handlinger og kriminalitet. I den forbindelse belyses nye fællesskaber inden for fængslet.
- Kapitel 6 belyser hvilke betydninger og forklaringer, der kan tillægges de unges voldelige adfærd.
- Kapitel 7 sætter fokus på hvordan respekt står centralt i mange ungdomskulturer, og hvordan de unge finder alternative måder at modgå stigmatisering og krænkelser.
Bogen er udformet som et debatskabende bidrag til det kriminalpræventive arbejde med børn og unge i kommunerne. Derudover nuancerer bogen de unges historier, rygter og dramatiske skræmmebilleder som portrætteres i medierne. Ved at give de unge en stemme giver bogen indsigt i de unges komplekse erfaringer, nederlag i skolen, problemer i hjemmet mv.