Om lokal netværksopbygning for udsatte børn og unge
Alle børn og unge udvikler sig ved at have positive rollemodeller, og børn og unge i socialt udsatte positioner kan derfor profitere af netværksopbygning og kontaktpersonordning som forebyggende foranstaltning. Læs mere om netværksopbygning i denne vejledning.
Indhold
Denne vejledning beskriver, hvordan lokal netværksopbygning og anvendelse af kontaktpersoner kan bruges som forebyggende foranstaltning for børn og unge i socialt udsatte positioner og støtte op om en generel positiv udvikling for denne gruppe.
Grundtanken er, at alle børn og unge udvikler sig ved at have positive rollemodeller. Hvis man som barn kun har oplevet svigt og manglende omsorg fra forældre og andre voksne i nærmeste familie, er det særligt afgørende, at man kan få genetableret tilliden og troen på en voksen autoritet.
I Netværksopbygningen får hver ung en voksen kontaktperson, som er der for den unge. Kontaktpersonen indgår samtidig i netværk med andre voksne kontaktpersoner. Supervision, coaching og vejledning er en vigtig bestanddel af metodens effekt. Det samme er et tæt og tillidsfuldt samarbejde med sagsbehandlere og andre nøglepersoner i den kommunale indsats. Netværksopbygningen gør derfor brug af en lokal koordinator som kan vejlede de voksne kontaktpersoner, og som samtidig kan koordinere indsatsen i forhold til det kommunale myndighedsniveau.
Konklusion
I Esbjerg har i alt 64 børn og unge indgået i ordningen, siden den startede i 2000. Ved indgangen til 2007 var 33 børn og unge involveret med hver deres voksne kontaktperson.
I perioden 2000-2007 er i alt ni unge ophørt i ordningen, da de af flere forskellige grunde fandt det svært at profitere af kontakten. De resterende, svarende til 86 %, har alle oplevet en positiv udvikling, personligt udbytte og fornyede muligheder. Gennemsnitslængden for den unges brug af kontaktpersonsordningen er to år.
Netværksopbygningen har markant bidraget til at styrke de unges ressourcer, den har bidraget til at styrke indsatsen i samarbejde med forældre og lokale netværk, og den har bidraget til at reducere omfanget af mere omfattende og stigmatiserende anbringelsesforanstaltninger.
Metode
Netværksopbygningen arbejder med at finde ressourcer og styrker hos den enkelte unge. I Netværksopbygningen er der kun to afgørende regler:
- Den unge kan ikke blive smidt ud!
- Den voksne har ansvaret for at opretholde kontakten til den unge.
Matchning er et afgørende fundament i Netværksopbygningen. Barnet eller den unge har selv mulighed for at foreslå en kontaktperson, hvorefter vedkommende inviteres til samtale. I praksis er det dog de færreste børn og unge, der kan pege på en voksen, som de har tillid til. Derfor er det afgørende, at koordinatoren har kontakt til et stort antal potentielle kontaktpersoner.
Flertallet af kontaktpersonerne er imellem 24 og 34 år, hvilket skyldes, at de unge ofte efterspørger yngre voksne. Kontaktpersonerne er som mennesker tydelige i deres evne til at rumme børnene, de er ærlige og oprigtige, og de er klare i deres engagement. Desuden skal kontaktpersonen være en god rollemodel.