Indhold

Denne afhandling indeholder en analyse af problemforståelser og forskelssætninger af elever i skolen. Analysen tager afsæt i en betragtning om, at bestemte problemforståelser bidrager til at definere det inkluderede i forhold til det ekskluderede, det normale i forhold til det afvigende, og afhandlingen undersøger de rationaler, der er styrende for problemforståelserne og forskelssætningerne i en nutidshistorisk kontekst.

Afhandlingens genstandsfelt er de problemforståelser, der eksisterer omkring elever, hvis adfærd af den ene eller den anden grund vurderes problematisk i forhold til deltagelse i folkeskolens almene undervisning, og som af den grund giver anledning til bekymring eller særlig opmærksomhed blandt skolens professionelle. En problemforståelse forstås som en fortolkning af en bestemt form for adfærd, der defineres som problematisk i skolens professionelle og institutionelle regi.

Det undersøges på hvilke måder problemforståelser skaber mulighed for at producere og etablere forskelssætninger i skolen, som igen kan producere nye problemforståelser. Forskelssætninger kan være udtryk for det dilemma, at skolen på den ene side skal sætte fælles mål for alle elever og på den anden side varetage den enkelte elevs mulighed for udvikling. Problemforståelser og forskelssætninger kan opstå ud af specifikke læringsmæssige vanskeligheder, men afhandlingen viser, at der er meget mere i spil, når elevers adfærd vurderes.

Konklusion

Afhandlingen har følgende konklusioner på spørgsmålet om problematisering og forskelssætning af elever i skolen:

• Læring som skolens centrale problematisering: Som problematisering afspejler læring 1) en bestemt periodetypisk måde, som subjektet normeres på i skolen, 2) en logik, der definerer, hvordan problemforståelser og forskelssætninger konstrueres i skolen, hvorfra udskillelse begrundes og katalyseres og 3) en række af bestemte teknologier, der både fungerer forstærkende og bekræftende for konstruktionen af læringssubjektet, men også kompenserende og genpositionerende i forhold til at inkludere den ekskluderede elev i almenpædagogikken. I kraft af dette fungerer læring som almen- og specialpædagogikkens afgørende problematisering, hvorfra problemforståelser og forskelssætninger konstrueres, hvorfra inklusion og eksklusion begrundes i skolen, og som grundlæggende markering af skellet mellem normalitet og afvigelse i skolen og i samfundet.
• Bekymring for befolkningen – optimering af individualitet: I den nutidige periode opstår af et optimeringsdispositiv, der udvikles i et sammenspil mellem det ledelsesrationelle dispositiv og det biopolitiske dispositiv, der arbejder på at udvikle elevers potentialitet med kvalificering til arbejdsmarkedet for øje. Hvor det i den tidlige periode primært var opgaven at normalisere gennem disciplin, at fastlægge begavelse gennem testning og ekskludere dem, der stod i vejen for samfundets lykke, bliver forløsning af individuel potentialitet almen- og specialpædagogikkens vigtigste mål i den nutidige periode.
• Psykologien og psykiatrien som konkurrerende vidensregimer: Problemforståelserne i nutiden som historisk periode er iagttaget i lyset af et forhold mellem primært skolepsykologien og børnepsykiatrien som parallelle vidensregimer, der har haft forskellige betydninger i legitimeringen af forskelssætningerne i de to perioder. Forholdet mellem dem kan ses som en diskursiv kamp (Foucault 1983), hvor begge regimer har søgt at legitimere sig som sandhedsregimer, når det gjaldt konstruktionen af problemforståelserne og de heraf afledte forskelssætninger.
• Diagnosticering og læring – en nutidig modstilling af galskab/fornuft?: Diagnosticering og læring kan ses som en nutidig konstruktion af forholdet mellem galskab og fornuft i Foucaults forstand, der har sit udtryk i to forskellige skolesubjekter: diagnosebarne og the-life-long-learner. I journalerne i den nutidige periode iagttages et diagnosticeret skolesubjekt, der beskrives som impulsstyret, ikke-nysgerrigt, ikke-refleksivt og med et problematisk forhold til sine sociale relationer.
• At ekskludere for at kunne inkludere: Almenpædagogikken fungerer normsættende for, hvordan skolen bør organisere sig, hvilke undervisningsprincipper der bør gælde, og hvilke elevsubjekter skolen tænkes at skabe mv. I begge perioder er det derfor normerende dispositiver, der former almenpædagogikkens funktion. I den tidlige periode virker disciplindispositivet ind på udformningen af almenpædagogikken, hvor det ideelle skolesubjekt er disciplineret og velopdragent. I den nutidige periode er det det ledelsesrationelle dispositiv, der virker ind på almenpædagogikkens positionering af eleven som nysgerrig, motiveret og læringsparat.

Metode

Afhandlingen er metodisk defineret af tre forskellige, men sammenhængende positioner: den Foucault inspirerede uddannelsesforskning, nutidshistorien som tilgang og forskning i specialpædagogik. Gennem udviklingen af nutidshistorien som analysestrategi og gennem operationaliseringen af begreberne problematisering og dispositiv undersøges problemforståelser og forskelssætninger af elever i folkeskolen. Afhandlingens nutidshistoriske tilgang indebærer en iagttagelse af nutiden gennem en anden periodes parallelle problemstillinger. Derved søger afhandlingen at give blik for, hvordan forskelssætninger bliver til og forandres, og hvordan hver periode indeholder forskellige løsninger på skolens dilemma med at inkludere og ekskludere. Analysens empiriske materiale er baseret på en række skolejournaler, artikler og sagsgange fra såvel tidlig som nutidig periode.

Besvarelsen af problemformuleringen er givet i fem følgende afsnit: 1) Læring som skolens centrale problematisering, 2) Bekymring for befolkningen – optimering af individualitet, 3) Psykologien og psykiatrien som konkurrerende vidensregimer, 4) Diagnosticering og læring – en nutidig modstilling af galskab/fornuft? og 5) At ekskludere for at kunne inkludere.