Sårbar og søgende - Viden og værktøjer til at skabe dialog med udsatte unge om grænser og seksualitet på nettet
Du kan i dette hæfte fra Red Barnet få viden og værktøjer til at skabe dialog med udsatte unge om grænser og seksualitet på nettet.
Indhold
Da Red Barnet ved, at det især er børn og unge, der vokser op uden for hjemmet, der er særligt udsatte på nettet, henvender materialet sig særligt til fagpersoner, der arbejder med anbragte børn og unge.
LOS - De private sociale tilbud - og Plejefamiliernes Landsforening er blevet inviteret af Red Barnet til at samarbejde om udarbejdelsen af hæftet. De tre aktører ønsker at nå ud til både medarbejdere på opholdssteder og plejefamilier i hele Danmark.
Det understreges i hæftets forord, at puberteten er en periode med store omvæltninger. I denne overgang, fra barn til voksen, er de unge særligt søgende og sårbare. Forskellige sociale medier giver de unge nogle andre muligheder samt udfordringer med at udvikle deres sociale liv, herunder nysgerrighed overfor for deres egen seksualitet. Nettet kan være det sted, hvor udsatte børn og unge, der har mange forskellige udfordringer, kan spejle sig, udtrykke sig og finde forståelse.
Det er vigtigt, at voksne omkring ekstra sårbare, udsatte børn og unge er i stand til at støtte og guide dem i deres søgen efter identitet og venskaber. Det handler om, at de voksne skal beskytte dem mod de risici, som hører med til brugen af digitale medier, såsom risikoen for seksuelle overgreb.
Første del af hæftet giver læseren viden om unges sociale liv på nettet og fakta om seksuelle overgreb online. Anden del af hæftet indeholder en række forskellige værktøjer og cases, som kan bruges til forebyggelse. Til sidst i hæftet gives der gode råd, hvis du har en mistanke om, at en ung oplever grænseoverskridende ting på nettet.