Samarbejde mellem skoler og helhedsplaner - En kortlægning af problemstillinger og indsatser
I denne rapport kan du finde inspiration og gode råd til samarbejdet mellem folkeskolen og boligsociale helhedsplaner.
Indhold
I mange udsatte boligområder ligger der en folkeskole i eller i nærheden af boligområdet. Samtidigt er mange af de boligsociale målsætninger for arbejdet med børn, unge og deres familier sammenfaldende med folkeskolens. Det kan derfor være relevant at se nærmere på, hvordan folkeskolen og boligsociale helhedsplaner kan samarbejde. Derfor kommer denne publikation med inspiration og gode råd til samarbejdet mellem folkeskolen og boligsociale helhedsplaner.
Rapport er delt op i to:
- Første del handler om, hvordan man skaber et godt samarbejde og hvilke potentialer samarbejdet rummer. I denne del beskrives en række punkter, som man skal være opmærksom på i forhold til at skabe et godt samarbejde mellem folkeskoler og boligsociale helhedsplaner.
- Anden del handler om eksisterende samarbejde. Her beskrives omfanget af det eksisterende samarbejde og deres målgrupper. Rapporten kommer med konkrete eksempler på samarbejde gennem cases, som også belyser, hvilke behov, potentialer og rollefordelinger, der er mellem folkeskoler og boligsociale helhedsplaner.
Konklusion
- Den nye folkeskolereform giver nye samarbejdsmuligheder. Reformen giver blandt andet skolerne større fleksibilitet i forhold til at tænke alternativ læring ind i skolen og der er derfor muligheder for at starte eller udvikle samarbejdet med de boligsociale helhedsplaner.
- Ikke alle boligsociale helhedsplaner samarbejder med folkeskolen. Der er derfor potentiale for et endnu større samarbejde mellem skoler og boligsociale helhedsplaner.
- De boligsociale helhedsplaner og folkeskolen har forskellige styrker og kan derfor supplere hinanden og styrke indsatsen overfor børn, unge og deres forældre.
- Skolen og de boligsociale helhedsplaner oplever børnene i forskellige rum og roller. Et samarbejde giver derfor begge parter en større viden om områdets børn, unge og forældre.
- Et samarbejde kan være med til at forhindre, at der foregår dobbelt arbejde eller modarbejdende aktiviteter omkring et barn.
Samarbejdet mellem folkeskolerne og boligsociale helhedsplaner omhandler børn på alle klassetrin. Det eksisterende samarbejde mellem skoler og boligsociale helhedsplaner tager udgangspuntk i behov og målgrupper og bliver i rapporten delt op i fire kategorier:
- Samarbejde om åbne fritidsaktiviteter for alle børn. Dette er den mest udbredte form for samarbejde, som handler om, at skolelærere bidrager til rekrutering til åbne boligsociale fritidsaktiviteter.
- Samarbejde om aktiviteter for udvalgte børn. I udsatte boligområder er der børn, der kræver ekstra ressourcer og her samarbejdes der om at lave forløb til enkelte børn eller grupper.
- Samarbejde om aktiviteter for forældre. Mange lærere har udfordringer i forhold til at opnå en god kontakt til børnenes forældre. Her kan de boligsociale helhedsplaner være med til at bygge bro mellem skolerne og forældrene.
- Samarbejde om aktiviteter for hele klasser. Samarbejde om undervisningsforløb er den mindst udbredte kategori. De alternative undervisningsforløb kan være med til at bryde med eksisterende mønstre i klassen og give skoletrætte børn ny motivation for skolegang.
På baggrund af undersøgelsen fremsætter rapporten en række anbefalinger:
- Formulér et klart formål. Det driver motivationen for at indgå samarbejde, hvis der er et klart formål, som skaber værdi for begge parter.
- Ressourceafstem og skab klare aftaler. Inddrag skolerne i helhedsplanen og skriv skolens bidrag til samarbejdet i helhedsplanen.
- Opnå gensidig tillid. Skolen og boligsociale helhedsplaner er to forskellige organisationer med forskellige kulturer.
- Udnyt parternes rekruteringskompetencer. Parternes forskellige kendskaber til børnene i forskellige sammenhænge kan være en ressource i forhold til at identificere og opnå kontakt til børnene.
- Del viden. Skab rammer, som muliggør deling af den "tavse viden". Del også personlige oplysninger i samarbejdet, dette gøres ved at indhente en samtykkeerklæring fra forældrene, eller ved at støtte familierne i at overbringe informationer mellem organisationerne.
Metode
Undersøgelsen er baseret på:
- Ekspertinterview for at få en indledende forståelse af feltet.
- Følgegruppe, som har bidraget med viden om feltet og afgræsning af undersøgelsens indhold.
- En spørgeskemaundersøgelse om samarbejde med folkeskole blandt alle landets boligsociale helhedsplaner.
- Kvalitative interviews med 15 boligsociale projektledere eller medarbejdere samt fire interview med skoleledere eller skolelærere.
- Strukturerede telefoninterviews.