Selvskade - et fysisk udtryk for psykisk mistrivsel blandt børn og unge
Denne rapport sætter fokus på omfanget og årsagerne til selvskade blandt børn og unge samt giver en række anbefalinger til forebyggelse fa selvskade.
Indhold
De fleste børn og unge i Danmark trives og har det godt. De oplever at være en del af positive fællesskaber, hvor de møder venskaber og accept, og hvor de kan lære og udvikle sig i trygge rammer. Men der er også børn og unge, der mistrives. Børn og unge, som ikke har et fællesskab omkring sig, der beskytter dem. Børn og unge, der ikke har nogen at tale med, når livet er svært. For en ikke ubetydelig gruppe af de børn og unge, som mistrives, medfører det, at de skader sig selv. De skader sig selv med vilje i et forsøg på at håndtere den psykiske smerte, de oplever. Det bliver en uhensigtsmæssig mestringsstrategi.
Det hører Børns Vilkår om på BørneTelefonen, hvor mere end 2.300 samtaler i 2020 handlede om at skade sig selv, og det placerer sig dermed i top-10 over de hyppigste emner på BørneTelefonen. Børnene og de unge fortæller om mange problematikker knyttet til selvskaden. Om mobning og spiseforstyrrelser, om psykiske lidelser, alvorlige konflikter med forældre, omsorgssvigt og om fysisk og psykisk vold. I hver tredje samtale om selvskade fortæller barnet eller den unge også om selvmordstanker. Mange af dem har ikke nogen at tale med. De er bange for at gøre deres forældre kede af det, hvis de fortæller dem om selvskaden. Eller de er bange for forældrenes reaktion. Nogle fortæller, at deres forældre er blevet vrede på dem, når de har opdaget, at de har skadet sig selv. Andre fortæller, at deres forældre overser dem, at de bliver ignoreret.
Denne rapport henvender sig til fagpersoner på børne- og ungeområdet samt politikere og beslutningstagere. Den har til formål at formidle børn og unges perspektiver på, hvad der ligger bag, når børn og unge skader sig selv.