Selvskadende adfærd blandt unge mellem 13-19 år. Del 1: Medicinforgiftning, støtte, mistrivsel og forældres skilsmisse
Tidligere forskning peger på, at selvskadende adfærd udgør en risiko for et senere gennemført selvmord. Denne rapport søger derfor at skabe ny viden om unges selvskade med henblik på at give de voksne, som omgiver de unge, viden om risikofaktorer, belastende og beskyttende forhold samt om mestring.
Indhold
Rapporten undersøger, hvem de sårbare unge og unge med selvskadende adfærd får støtte af, og hvordan de oplever støtten, når de har det svært. Samtidig forsøger rapporten at beskrive, hvordan de unge har det med sig selv, og hvad de bekymrer sig om. Rapporten undersøger endvidere, om der er forskel i antallet og arten af medicinforgiftninger efter der den 7. marts 2011 trådte nye regler i kraft, som betød, at unge under 18 år nu kun må købe smertestillende medicin fra apoteket, hvis de har en recept fra deres egen læge. Herudover undersøges selvskadende adfærd blandt unge, hvis forældre er skilt eller ikke samboende, og der ses således på, hvilke forskelle der er i besvarelserne fra unge med og uden erfaringer med forældres skilsmisse eller brud i forhold.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at familien spiller en stor rolle for de fleste unge, når de har behov for råd, hjælp og støtte. For mange af de unge er familien den primære support. Især moderen fremhæves. Hun har stor betydning i de unges liv og er tit den første person, de unge tager kontakt til, hvis de har problemer. Resten af familien – far og søskende – er også vigtige støttepersoner i de unges liv. En del vælger også at henvende sig til en ven eller veninde. Fagpersoner som lærer og psykolog/psykiater inddrages især i forbindelse med råd og hjælp til uddannelse og hjælp, når de har det dårligt, men i mindre udstrækning end familien.
Af de adspurgte unge, der har deltaget i projektet i perioden 2011-2012, har 113 svaret, at de har taget en overdosis af piller én eller flere gange. Årsagerne til, at de unge tager en overdosis piller er mange. Nogle unge begrunder deres overdosis som et eksperiment, mens andre unge skriver, at overdosisen skyldes mobning, ensomhed, manglende kontakt til voksne, lavt selvværd eller konflikter med familien og/eller kæresten. Andre unge udtrykker et ønske om at dø, at komme væk fra situationen eller problemerne eller at flytte smerten og komme et andet sted hen. Den hyppigst anvendte medicin ved selvforgiftning blandt unge er håndkøbsmedicin.
De fleste unge svarer, hvis forældre er blevet skilt eller ikke bor sammen, at familien hjælper dem, og at de kan tale om deres problemer med familien. De får den følelsesmæssige hjælp og støtte, de har brug for, og hjælp til at tage vigtige beslutninger. Men i sammenligning med besvarelserne fra de unge, hvis forældre bor sammen, viser det sig, at blandt unge, hvis forældre er skilt eller ikke bor sammen, er der en mindre andel, der siger, at de kan regne med familiens hjælp og støtte end andelen, der får råd og støtte blandt unge, hvis forældre bor sammen. Analyserne viser, at sårbarhed, tanker om selvskade, selvskade og selvmordsforsøg er knyttet sammen med skilsmissen. En del unge har det svært og bliver så påvirket af skilsmissen, at de får selvmordstanker, skader sig selv eller forsøger selvmord.
Metode
Undersøgelsen bygger på besvarelser af elektroniske spørgeskemaer.