Tegn på alkoholproblemer i børnefamilier
I denne rapport kan du læse om SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse om tegn på alkoholproblemer i børnefamilier.
Indhold
Denne rapport er særligt relevant og brugbar for socialpædagoger, pædagoger på almenområdet og socialrådgivere, som ønsker at styrke deres kompetencer i forhold til at identificere alkoholproblemer hos familier. Rapporten giver meget konkrete beskrivelser af de tegn, som den professionelle kan være opmærksom på i denne hensigt. Dertil opridses Københavns Kommunes forskellige relevante tilbud til børn og forældre i familier med alkoholproblemer.
SFI har lavet undersøgelsen, som du kan læse om i denne rapport, på forespørgsel fra Københavns Kommunes Center for Sundhed, som ønskede et vidensbaseret grundlag for at udarbejde et særligt hjælperedskab til at sikre, at børn og unge fra hjem med alkohol- og andre rusmiddelproblemer spottes tidligere end de gør i dag.
Denne undersøgelse er et led i Københavns Kommunes nye sundhedspolitik kaldet ’Nyd livet københavner’, som blandt andet har fokus på at bryde tabuet om alkohol. Det konkrete formål med undersøgelsen er at samle eksisterende litteratur og viden om, hvilke tegn man skal være opmærksom på hos børn og forældre i familier med alkoholproblemer.
Rapporten er bygget op omkring følgende seks kapitler:
- Sammenfatning: I dette kapitel er undersøgelsens fund opridset på overskuelig vis. Du kan få et indblik i hvad undersøgelsen viser i forhold til: tegn på alkoholproblemer hos børn og forældre, hjælperedskaber samt eksisterende tilbud. Dertil beskrives metode og dataindsamling for undersøgelsen kort.
- Indledning: I kapitlet beskrives baggrunden for undersøgelsen og rapportens opbygning.
- Metode: I dette kapitel beskrives det metodiske grundlag for undersøgelsen.
- Tegn på alkoholproblemer: Dette kapitel redegør for tegn på alkoholproblemer i hjemmet hos både børn og forældre såvel som tegn, der viser sig i interaktionen mellem børn, forældre, fagprofessionelle og andre børn.
- Hjælperedskaber: I dette kapitel redegøres for syv forskellige typer redskaber, som kommunen anvender til at fremme den tidlige opsporing af alkoholproblemer. Der fokuseres på redskaber, som kan bruges af fagprofessionelle, blandt andet samtaleskemaer, screeningsredskaber og handlevejledninger til professionelle.
- Kortlægning af eksisterende tilbud: Dette kapitel indeholder en kortlægning af eksisterende tilbud til børn og familier med alkoholproblemer i Københavns Kommune samt andre væsentlige tilbud fra NGO’er på området. Hér oplistes og beskrives de forskellige tilbuds formål samt hvilke borgere tilbuddene henvender sig til.
Konklusion
Tegn på alkoholproblemer i hjemmet kan opdeles i adfærdsmæssige tegn, fysiske tegn og praktiske forhold samt tegn som knytter sig specifikt til alkoholskader på forsterstadiet. I sammenfatningen kan du læse om de specifikke karakteristika ved de forskellige tegn.
På samme vis peger undersøgelsen på, at tegn hos forældre kan grupperes i henholdsvis adfærdsmæssige tegn, fysiske tegn og praktiske forhold samt sociale omstændigheder. Disse forskellige tegn uddybes også i sammenfatningen.
I henhold til hjælperedskaber, beskrives særligt syv forskellige typer, som fremmer den tidlige opsporing af alkoholproblemer i familier.
I henhold til kortlægning af eksisterende tilbud, beskriver undersøgelsen, at Københavns Kommune og NGO’er udbyder en række tilbud til børn og familier med alkoholproblemer. Disse tilbud deles op efter tilbud, der primært vedrører voksne samt unge med et alkohol- eller misbrugsproblem og tilbud, der primært berører børn og unge som pårørende.
Metode
I udarbejdelsen af denne undersøgelse har SFI henholdsvis udført en systematisk litteratursøgning på, hvilke tegn der gør sig gældende hos børn og forældre i familier, hvor mor og/eller far har alkoholproblemer. Dertil er der foretaget en udvælgelse af relevant litteratur fra en kortlægning af kommunernes praksis med tidlig opsporing af alkoholproblemer. Der er yderligere foretaget en søgning på København Kommunes hjemmeside samt på relevante NGO’ers hjemmesider, herunder TUBA og Børns Vilkår.