Ung i det grønlandske samfund - Unges viden om og holdning til sociale problemer og muligheder
I denne rapport kan du læse om unge grønlænderes viden om og holdninger til sociale problemer.
Indhold
Rapporten er den anden af fire rapporter, der følger projektet NAKUUSA. Dette projekt gennemføres af Departementet for Familie og Justits, Selvstyret i Grønland og UNICEF i Danmark. Projektet består af en række aktiviteter, der skal sikre, at børns vilkår og rettigheder styrkes i Grønland. Projektet, som gennemføres i perioden 2012-2015, har fokus på, at unge skal tage mere socialt ansvar for egen og andre menneskers trivsel.
Konklusion
Hovedkonklusionerne i rapporten er:
- De unge vil gerne bidrage til diskussionen af sociale problemer, men kun 7 % mener, at de har en god viden om emnet. Der er en tendens til, at de unge, som bor med begge deres forældre i større grad, angiver, at de har en god viden omkring sociale problemer.
- 90 % af de unge taler kun sjældent om sociale problemer, samtidig svarer 50 %, at de interesserer sig for emnet.
- Det er primært unges og forældres misbrug af alkohol og hash samt seksuelle overgreb, der angives som sociale problemer af de unge. Kriminalitet, svag skolegang, ingen uddannelse og arbejdsløshed nævnes også, men i mindre grad.
- 80 % mener, at der skal gøres noget for at nedsætte unges tidlige forbrug af alkohol og hash.
- To tredjedele giver udtryk for, at der skal gøres noget ved forældres forbrug af alkohol og hash.
- Tre fjerdedele af pigerne og knap halvdelen af drengene mener, at der skal gøres noget mod tendensen til seksuelle overgreb.
- Desuden er der et generelt ønske om, at der skal igangsættes initiativer til at løse arbejdsløshed, druk generelt, kriminalitet, svag skolegang, ingen uddannelse og unges psykiske vanskeligheder.
I rapporten påpeges det, at de unge har en normativ viden om sociale problemer. Det konstateres, at de fx ikke kan formulere, hvad det betyder for et barn at vokse op med forældre, som har alkoholproblemer, men de opfatter det som forkert.
Metode
Rapporten bygger på data fra et spørgeskema, som 373 elever i de ældste klasser i seks folkeskoler har besvaret. Der er respondenter fra alle fire grønlandske kommuner, fire skoler fra byer og to skoler fra bygder. 50 % af respondenterne bor sammen med begge sine forældre, en tredjedel bor sammen med én af forældrene, og ca. en tiendedel bor på skolehjem.