Unges veje ud af ensomhed. Evaluering af Ventilen Danmarks projekt Netværk - Sådan!
En evaluering af et projekt, der havde til formål at hjælpe unge ud af ensomhed.
Indhold
Denne rapport indeholder en evaluering af projekt Netværk – Sådan!, som er gennemført af Ventilen Danmark. Projektet har fundet sted i perioden medio 2010 til primo 2013, og evalueringen er udarbejdet ultimo 2012 og primo 2013.
Projektet har haft til formål at forbedre forholdene for indadreagerende unge i alderen 13-20 år, der oplever ensomhed og social eksklusion – eller er i risiko for det. Det har været målet, at disse unge som konsekvens af projektet skulle opleve en positiv forandring i hverdagen: At få mere selvtillid og selvværd samt bedre muligheder for at opbygge et netværk af sociale relationer.
Projektet har søgt at skabe dialog og samarbejde mellem skoler, kommunale forvaltninger og fritids- og foreningslivet og sætte fokus på tværfagligheden som grundlag. Målet med dette har været, at aktørerne skulle få et større kendskab til hinandens formål, arbejdsområder og -processer – og ikke mindst viden om og redskaber til at støtte de unge i deres udfordringer.
Evalueringen er tilrettelagt således, at den indeholder såvel kvalitative som kvantitative elementer. Formålet med evalueringen er at opsamle centrale erfaringer og konklusioner fra projektet overordnet, pilotprojekterne samt at formidle den viden, der er indsamlet undervejs i projektets forløb.
Evalueringen har følgende fire fokuspunkter:
- En intern procesevaluering, der vurderer den interne organisering af projektet og de valgte samarbejdsformer
- En evaluering af projekts udviklingsaktiviteter
- En evaluering af relevansen og tilfredsheden med de pilotprojektaktiviteter, der er gennemført i projektet
- En evaluering af relevansen og tilfredsheden med de formidlingsaktiviteter, der er gennemført i projektet
Konklusion
Evalueringen konkluderer, at det er lykkedes projektet at trække en lang række spor ind i såvel de professionelles som de frivilliges verden. Det har medvirket til at skabe mere viden om og fokus på en gruppe unge, der lever et ungdomsliv, hvor de savner relationer til andre mennesker. Samtidigt har projektet bidraget til at udvikle konkrete værktøjer og metoder, som har klædt de professionelle og frivillige bedre på til at kunne spotte de elever, der føler sig ensomme – og handle på det. Blandt andet gennem udvikling af en online værktøjskasse med gode råd og vejledning, der er blevet vurderet og udviklet med input fra en ungetænketank, som har fungeret som ekspertpanel. Projektet har samtidig tegnet et billede af, at indsatser over for ensomme unge ikke behøver at være store, nationale projekter – men i stedet kan være mindre, lokale projekter, der formår at gøre en stor forskel for de voksne og unge, der enten har brug for mere viden om målgruppen og problematikken – eller har brug for et initiativ, der hjælper dem til at bryde ud af ensomheden.
Metode
Projektet har fungeret som et samarbejdsprojekt mellem den frivillige sociale organisation Ventilen Danmark, Socialt Udviklingscenter SUS, Kolding Kommune, Odense Kommune og Næstved Kommune.
Projektet har bestået i en række tværgående aktiviteter, forankret hos Ventilen Danmark, og har desuden inddraget fagkyndige sparringspartnere og videnspersoner, som har bidraget til aktiviteterne løbende – både som formidlere og i forhold til kvalitetssikring af projektets resultater. Samtidig er nuværende og tidligere ensomme unge blevet inddraget aktivt for at sikre relevansen af aktiviteterne gennem oprettelsen af en Ungetænketank.
Evalueringen tager udgangspunkt i analyser af data indsamlet fra projektets start i medio 2010 til ultimo 2012. Den er tilrettelagt således, at den indeholder såvel kvalitativt som kvantitativt beskrivende og vurderende elementer. Metodisk er denne evaluering inspireret af en deliberativ demokratisk evalueringstradition, der lægger vægt på, at målsætninger og evalueringer tilvejebringes i en dialog med relevante interessenter. Evalueringen inddrager således synspunkter fra alle involverede, såvel brugere som medarbejdere i frivilligt, kommunalt og forskningsorienteret regi.