Virker aktivering for udsatte unge - En vidensopsamling om effekten af beskæftigelsesindsatser rettet mod udsatte unge
Udsatte unge kommer lettere i gang med job eller uddannelse, når de har været i løntilskudsjob eller på jobsøgningskurser. Korte arbejdsmarkedsrettede kurser har derimod ikke den store effekt, viser denne vidensopsamling på området.
Indhold
Hvilken arbejdsmarkedsindsats skal der til for at få udsatte unge på offentlig forsørgelse over i et job på ordinære vilkår eller i gang med en uddannelse? Formålet med denne vidensopsamling har været at afdække, hvorvidt der er evidens for, om nogle typer af indsatser er mere effektive end andre for udsatte unge.
Vidensopsamlingen sætter fokus på unge i udsatte positioner, der typisk ikke har fået taget sig en uddannelse og i tillæg hertil kæmper med andre udfordringer end blot ledighed. Disse unge er kendetegnet ved ofte at have lange perioder på offentlig forsørgelse, ringe arbejdsmarkedserfaring samt sociale og psykiske problemer.
Vidensopsamlingen er opdelt efter typen af aktiveringsindsats:
- Løntilskud
- Jobsøgningskurser, vejledning mv.
- Opkvalificering i beskæftigelsessystemet
- Midlertidig offentlig jobskabelse.
Konklusion
Vidensopsamlingen viser følgende resultater:
Løntilskud: Der er moderat evidens for, at ansættelse med løntilskud i private og offentlige virksomheder af omkring et halvt års varighed kan have en positiv langsigtet beskæftigelseseffekt, særligt for unge mænd. Da unge i løntilskud i gennemsnit er lidt stærkere end deltagerne i de øvrige indsatser, er det usikkert, om de positive effekter af løntilskud også gælder for de mest udsatte unge.
Jobsøgningskurser, vejledning mv.: Der er moderat evidens for, at man via øvrig vejledning og opkvalificering (fx jobsøgningskurser og uddannelsesvejledning) til unge kan opnå positive effekter på overgangen til beskæftigelse og ordinær uddannelse. Erfaringerne viser dog, at effekten er kortvarig. Der er endvidere indikationer af, at effekten er størst under en højkonjunktur.
Opkvalificering i beskæftigelsessystemet: Der er en overvægt af studier, der finder ingen eller negative effekter på beskæftigelsen af opkvalificeringsprogrammer i beskæftigelsessystemet til unge. Effekten af opkvalificeringsprogrammerne står derfor i stærk kontrast til de veldokumenterede positive effekter, der er forbundet med (ordinær) uddannelse. Et af problemerne med opkvalificeringsprogrammerne er, at de typisk forårsager en fastlåsning af deltagerne i ledighed, mens kurset står på, og efterfølgende kan der – med enkelte undtagelser – ikke dokumenteres positive effekter på beskæftigelsen.
Midlertidig offentlig jobskabelse: Der er indikation af, at midlertidig offentlig jobskabelse, via ikke-fornybare job primært i den offentlige sektor, har ingen eller negative effekter på beskæftigelsen for unge.