Evaluering af implementeringen af forebyggelsespakker i døgninstitutioner og hjemmepleje
Siden januar 2011 har virksomheder i særligt nedslidningstruede brancher kunnet søge om støtte til forebyggelsespakker gennem Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har i denne rapport gennemført en evaluering af implementeringen af forebyggelsespakker i døgninstitutioner og hjemmepleje.
Indhold
Formålet med denne evaluering er at undersøge, om forebyggelsespakkerne kan gennemføres som planlagt. Forebyggelsespakker er foruddefinerede, branchetilpassede forløb, som har til formål at forebygge fysisk og psykisk nedslidning på arbejdspladsen ved at forbedre arbejdsmiljøet og fremme sundheden i de særligt nedslidningstruede brancher. Arbejdspladser inden for døgninstitutioner og hjemmepleje har kunnet søge om støtte til fire forskellige forebyggelsespakker til maksimalt 65 deltagere:
-
”Kollegial sparring: styrk arbejdet med borgerne og de pårørende”
-
”De tre mest ressourcekrævende borgere: find nye løsninger på de daglige opgaver”
-
”Fremtidsværksted: få bedre relationer til borgerne og hinanden”
-
”Arbejdsmiljøsundhedskredse: sæt fokus på nye måder at løse de daglige opgaver”.
Konklusion
Evalueringen viser blandt andet:
- At introduktion til forebyggelsespakkerne gennem konsulenter, medarbejdere, kollegaer, hjemmesider eller nyhedsbreve og netværk havde betydning for, om arbejdspladserne søgte en forebyggelsespakke.
-
At der er stor tilfredshed med de overordnede rammer i forebyggelsespakkerne i form af økonomisk kompensation for tid brugt på forebyggelsespakken samt konsulentstøtte til at gennemføre forløbet.
-
At med hensyn til konsulenten har hovedparten af lederne og medarbejderne været meget tilfredse, og konsulenten anses for en væsentlig forudsætning for at kunne gennemføre forløbet. Ledere og medarbejdere fremhæver, at konsulenten via et udefrakommende syn på arbejdspladsens praksis har bidraget til nytænkning. Samtidig har vedkommende struktureret forløbet og bidraget til, at arbejdspladsen har holdt fokus på projektet, hvilket ellers ville have været vanskeligt i en travl hverdag.
-
At lederne og medarbejderne har været tilfredse med udbyttet af forebyggelsespakkerne. De oplevede, at fokusområderne i forebyggelsespakkerne i form af ressourcekrævende borgere, kollegial sparring mv. var relevante, og de fleste ledere angav efter forløbet, at de i høj eller meget høj grad havde fået indfriet deres forventninger.
-
At der har været visse vanskeligheder i forbindelse med implementeringen af forebyggelsespakkerne på nogle af arbejdspladserne, hvilket afspejler sig i ledernes og medarbejdernes forslag til forbedringer. Flere efterspørger en højere grad af fleksibilitet i forebyggelsespakkerne og ville foretrække at kunne planlægge forløbet, så det passer ind i netop deres arbejdsplads. De vil for eksempel gerne have mulighed for rokeringer inden for de enkelte faser eller kunne bestemme længden på møder, antal nøglemedarbejdere eller antal borgere, der skal fokuseres på i et forløb.
Metode
Alle virksomheder, der fik tilsagn om en forebyggelsespakke i 2011, modtog spørgeskemaer fra NFA før og efter forløbet. Derudover har NFA gennemført interview og besøg på tre virksomheder pr. forebyggelsespakke. Evalueringen bygger således på data fra spørgeskemaer, der blev returneret til NFA inden november 2012 samt fra interview og observationer på i alt tolv arbejdspladser.