Midtvejsevaluering af 'Styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud'
Hvordan forebygger vi bedst vold på botilbud? Det forsøger ni botilbud og et forsorgshjem nu at sætte fokus på ved et skift fra en restriktiv tilgang til en recoverytilgang. Nærværende rapport er en midtvejsevaluering af indsatsen.
Indhold
Der har de senere år været øget fokus på vold på botilbud og forsorgshjem, hvilket har medført øget politisk bevågenhed på området. Viden om, hvordan vold på botilbud forebygges er begrænset. International forskning har imidlertid dokumenteret, at en ressourcefokuseret tilgang nedbringer forekomsten af vold og magtanvendelse inden for handicapsektoren og psykiatriske tilbud.
Fokus for nærværende indsats er derfor en helhedsorienteret tilgang, hvor der lægges vægt på borgerens udviklingspotentiale, mestringsevne og recovery. I projektet afprøves to redskaber i kombination; mestringsskemaet og Bröset Violence Checklist (BVC).
Implementeringen af indsatsen afprøves i ni botilbud og et forsorgshjem i Odsense, Ishøj, København, Esbjerg og Svendborg kommune i perioden 2015-2018.
Midtvejsevalueringens formål er at afdække om indsatsen implementeres med blik for loyalitet over for de centrale metoder i indsatsen. Slutevalueringen med den endelige effektanalyse forventes færdig sommeren 2018.
Midtvejsevalueringen er bygget op omkring følgende 9 kapitler, der belyser:
- Beskrivelse af projekt og metode.
- Hovedresultater til de, der ønsker et hurtigt overblik over evalueringen.
- Opmærksomhedspunkter for det fremadrettede projekt.
- Formål og analytiske perspektiver.
- Vejen mod succesfuld implementering.
- Udbytte af indsatsen for borgere, medarbejdere og arbejdspladsen.
- Voldelige episoder: Hvem udløser episoden? Hvem udsættes for vold?
- Forsorgshjemmets mestringsprojekt.
- Metode og datagrundlag.
Konklusion
Midtvejsevalueringen konkluderer følgende:
- Et triadesamarbejdet mellem lederen, arbejdsmiljørepræsentanten og tillidrepræsentanten er etableret som led i implementeringen. Det er lykkedes at implementere triaden med en klar ansvars- og opgavefordeling.
- Der coaches i de udfordringer, der kan opstå omkring borgeren og i det daglige pædagogiske arbejde. Dette er samtidigt med til at skabe en fælles forståelse af begreber i metoden og daglige implikationer. Coachingen er udbytterig idet der eksempelvis sker en ensretning i arbejdet.
- Evalueringen viser, at superbrugerfunktionen er vellykket idet sidemandsoplæring har fungeret efter hensigten.
- Fidelitet er et udtryk for, hvor loyale medarbejderne er over for metodens kerneelementer. Evalueringen peger på, at der generelt er loyalitet over for metoden. Dog følges metoden ikke lige så nøje, når det handler om at inddrage borgerens netværk, at samtale med borgeren om mestringsskemaet og at afholde teammøder om borgeren. Netværksinddragelse er et centralt fokus i metoden idet det støtter en recoveryproces.
- Indsatsen har været med til at øge den positive opmærksomhed på beboeren, hvilket har resulteret i, at borgerne oplever i højere grad at blive set, hørt og inddraget.
Metode
Evalueringen bygger dels på kvalitative interviews blandt superbrugere og ledere, dels på kvantitative data bestående af metodefidelitet, voldsregistreringer, samt målinger af trivsel og kompetencer for borgere og fagprofessionelle.