Psykologisk tryghed – en introduktion
Dette materiale giver en introduktion til arbejdsmiljøbegrebet 'psykologisk tryghed'. Begrebet retter fokus på det gode samarbejde, hvordan man skaber trygge dialoger, hvor alle har en stemme, i teams og arbejdsfællesskaber.
Indhold
Interessen for begrebet og den forskningsbaserede teori 'Psykologisk tryghed' har i de seneste år været stigende. Den amerikanske professor Amy C. Edmondson har belyst psykologisk tryghed som den faktor, der bedst kan forklare, hvad der skaber succesfulde teams med høj trivsel på arbejdspladsen. I dansk sammenhæng har flere fundet begrebet nyttigt til at styrke arbejdsmiljøet i særligt sundheds-, omsorgs- og uddannelsessektoren.
At skabe høj psykologisk tryghed på en arbejdsplads kan bidrage til:
- At man kan lykkes godt med kerneopgaven i en kompleks og foranderlig verden
- At der kan etableres gode betingelser for at være en del af et lærende og dygtigt arbejdende arbejdsfællesskab
- At der kan forebygges krænkelser og skabes dialog om forhold i arbejdet, der belaster.
Psykologisk tryghed retter fokus på samarbejdet i teams og arbejdsfællesskaber og mellem ledere og medarbejdere. Begrebet giver en særlig opmærksomhed på, hvordan man skaber trygge dialoger, hvor alle har en stemme.
Dette materiale introducerer til psykologisk tryghed som et arbejdsmiljøbegreb. Det tager afsæt i Amy Edmondsons forståelse af begrebet og er særligt rettet mod uddannelsesinstitutioner, men kan også bruges på andre offentlige arbejdspladser.
Formålet med materialet er udbrede viden om, hvordan begrebet kan åbne op for kvaliteter i samarbejdet på måder, der styrker evnen til at lykkes godt med kerneopgaven og bidrager til et godt og trygt arbejdsmiljø i en offentlig sektor og underviserverden med komplekse opgaver i forandring.