Teknologi til støtte og omsorg - Undersøgelse af forlængede frikommuneforsøg med teknologi til borgere med demens eller kognitiv funktionsnedsættelse
I denne rapport fra VIVE kan du læse om, hvordan udvidede rammer for brug af teknologiske løsninger i plejecentre og botilbud har åbnet op for positive erfaringer blandt personale og pårørende
Indhold
I denne undersøgelse fra VIVE har tre frikommuner som et forsøg fået udvidede rammer til at bruge teknologiske løsninger i plejecentre og botilbud til borgere med demens eller kognitiv funktionsnedsættelse. Grundlaget for undersøgelsen er at videreformidle erfaringer med at iværksætte teknologier og erfaringer med anvendelsen af dem.
De udvidede rammer har været brug af teknologier som kamerakig, lydmonitorering, særlige døråbnere på afdelingsdøre og bevægelsessensorer. Brugen af de udvidede rammer har dog krævet et fokus på borgerens værdighed og selvbestemmelse samt tilladelse fra kommunen og samtykke fra borgerens pårørende eller værge.
Konklusion
Personalet og pårørende er positive over for brugen af teknologierne. Undersøgelsen viser nemlig, at teknologierne kan støtte det faglige arbejde. Samtidigt belyses de refleksioner, som medarbejdere og ledere i forsøget løbende har drøftet i forbindelse med, hvad der samlet set er den bedste løsning for den enkelte borger. I rapporten understreges det, at det kræves konstant refleksion og tilpasning af indsatser, både pædagogiske og tekniske, for at kunne træffe det mest hensigtsmæssige valg, hvor det er essentielt at holde fokus på etiske aspekter.
Metode
Der er brugt flere forskellige metoder i undersøgelsen:
- Dokumentanalyse: Argumenter fra 70 ansøgninger for at anvende teknologierne er analyseret.
- Kvalitativt studie: Observationer af ni teknologier med fokus på personalets anvendelse og borgernes reaktioner.
- Kvantitativt: Interviews med pårørende, medarbejdere og lederes samt myndighedssagsbehandlere og projektledere.
- Cases: Der er, med udgangspunkt i ovenstående, udarbejdet 20 casebeskrivelser.