Vi gjorde noget ved volden
Erfaringer fra 12 arbejdspladsers målrettede indsats for at forebygge vold – og voldens skadevirkninger.
Indhold
I denne rapport præsenteres resultaterne af 12 arbejdspladsers målrettede indsats for at forebygge vold på arbejdspladsen. Projektet er gennemført over et år på arbejdspladser indenfor hjemmepleje, plejecentre og døgntilbud med mange socialpædagogiske medarbejdere. Arbejdspladserne har arbejdet med udvikling af retningslinjer og handleplaner mod vold samt med hvordan udviklingen af social kapital kan bidrage til at forebygge vold på arbejdspladsen. I denne rapport præsenteres arbejdspladsernes erfaringer med deltagelse i det målrettede projektforløb.Konklusion
Tilbagemeldingerne fra arbejdspladserne er overvejende positive. Det arbejdspladserne særligt har fremhævet er den styrke det giver at være sammen med andre arbejdspladser. Projektets tilrettelæggelse og aktiviteter har givet dem gode vilkår for at dele viden og erfaringer. Mange konkrete ideer, metoder, skemaer osv. er blevet til og blevet delt i løbet af projektperioden. Desuden vidner tilbagemeldingerne om, at mange har oplevet en bestyrkelse af fagligheden i forbindelse med dette projekt. Flere anser i højere grad sig selv som professionelle og dermed som den væsentligste del af det forebyggende arbejde.
Rapporten bidrager med en række anbefalinger til ledere og tillidsmænd på arbejdspladser, der ønsker at indgå i lignende projekter:
-
Læg en god plan for jeres voldsforebyggende indsats som beskriver, hvad I vil, hvad der skal ske undervejs, hvornår, hvem der skal deltage og hvad målet skal være
-
Identificer hvem der kan og skal hjælpe
-
Skab medejerskab. Gør det fx gennem involvering af alle ansatte og god formidling
-
Kobl indsatsen til eksisterende fora, fx personalemøder og arbejdsmiljøorganisation
-
Sørg for, at der er passende tid til udviklingsproces og implementering – forandringer tager tid