Pædagogik - Et overblik
Med denne bog kan du hurtigt danne dig et overblik over forskelle og ligheder ved forskellige pædagogiske teorier og deldisciplinen didaktik. Den er velegnet både til introduktion til pædagogikken samt som opsamlende læsning.
Indhold
Formålet med bogen er at skabe et teoretisk landkort for læseren over de mange forskellige pædagogiske og didaktiske teorier. I bogen gives der et overblik over pædagogikkens rolle i antikken, middelalderen, renæssancen, oplysningstiden, romantikken, i moderne pædagogiske traditioner og i postmoderne pædagogiske traditioner.
I forhold til didaktikken beskrives udviklingen på dette område i den angelsaksiske og kontinentale del af verden. Forfatteren påpeger, at udformningen af bogen har været vanskeliggjort ved, at nogle teoretikere med lange forfatterskaber bag sig er svære at placere i videnskabelige tidsepoker og traditioner, da de i deres forfatterskab har udviklet og flyttet sig. Et kendt eksempel er John Dewey, som bevæger sig fra pædagogisk realisme til kritisk pædagogik i sit forfatterskab. Derudover opfattes nogle teoretikere, som arbejder ud fra filosofien eller psykologien, anderledes i pædagogiske sammenhænge. Derfor er de inddragede teoretikere i bogen placeret i en videnskabelig tradition og epoke ud fra én af deres kendte teorier, selvom de med udgangspunkt i andre tekster fra deres forfatterskab ville kunne placeres anderledes. Bogen henvender sig til pædagogstuderende, som vil danne sig et teoretisk overblik samt andre med interesse for pædagogikkens udvikling igennem tiden.
Den er opdelt i to dele med en række kapitler:
Pædagogisk teori – et overblik
Pædagogik – idehistorisk baggrund
Pædagogik – moderne traditioner
Pædagogisk realisme
Humanistisk pædagogik
Kritisk pædagogik
Pædagogik – postmoderne traditioner
Konstruktivistisk pædagogik
Opsamling
Didaktik – et overblik
Kontinental didaktik
Angelsaksisk didaktik
Didaktik i Danmark
Klassificering af didaktik
Almen didaktik og fagdidaktik