Professionelle blikke på den anden - når fortællinger forandrer identiteter
Med denne bog har forfatterne bedrevet en såkaldt ‘irritationsbog’, hvor de udfordrer gængse forståelser af, hvordan vi skaber viden om mennesker.
Indhold
Forfatterne sætter sig med denne bog for at undersøge, hvorvidt der historisk har været grundlæggende mekanismer på spil, som virkede ekskluderende, og om der stadig findes praksisser og tilgange, som kan have ekskluderende effekter. De tager et opgør med traditionelle evidensbaserede metoder og bruger i stedet en narrativ tilgang med henblik på at sætte mennesket i fokus og give plads til dets livsfortælling, identitet og hverdagsliv.
Bogen er delt ind i en historisk og en nutidig del, og den rummer blandt andet kapitler omhandlende:
- Diagnoser og skam i opdragelse
- Barnet som undtagelse, skolepsykiatrien 1935-1955
- I gråzonen, fejlanbringelser under åndssvageforsorgen
- Forskellige fortællinger, forskellige skæbner, indsatte på en tvangsarbejdsanstalt
- Kriminelles selvnarrativer og brug af ADHD-diagnosen
- Professionelles syn på rehabilitering af mennesker med psykiske lidelser
- Læreres faglige blik på elever og det fraværende blik på børn