Når samtaler med medarbejderne er svære
Hvordan forbereder du dig op til en svær samtale, og hvordan følger du op på den efterfølgende? Oplever du også, at det kan være svært at tage de personlige samtaler, hvor der er noget på spil? Så bliv klogere ved at læse dette katalog.
Indhold
Dette katalog omhandler de samtaler, der kan opleves som ubehagelige og personlige, og som kan tage emner som fravær, mistrivsel, utilstrækkelig arbejdsindsats, mobning, samarbejdsvanskeligheder eller misbrugsproblemer op.
Kataloget henvender sig til ledere og personaleansvarlige, og har til formål at ruste dig til lettere at kunne afholde svære samtaler, gennem formidling af viden og værktøjer. Centralt i kataloget er begreber som nærvær, kommunikation, ærlighed og anerkendelse.
I kataloget finder du argumenter for, hvordan svære samtaler kan være nødvendige for at opretholde et godt arbejdsmiljø. Blandt andet kan du finde eksempler på situationer, hvor en samtale er nødvendig og en redegørelse af de tre faser, du skal igennem i forbindelse med samtalen.
I den forbindelse indeholder kataloget en række tips og værktøj til den svære samtales forløb:
- Før samtalen:
Dette afsnit behandler spørgsmål og elementer som årsag for, formål og mål med samtalen. Du kan desuden læse en række forslag med hensyn til rammer, dokumentation og tidshorisont.
Værktøjerne i dette afsnit omhandler henholdsvis målsætning og udvælgelse af de vigtigste spørgsmål. - Under samtalen:
I dette afsnit finder du en beskrivelse af selve samtalens tre faser: indledningsfasen, undersøgelsesfasen og afrundingsfasen. Til hver fase kan du læse om værktøjer, der blandt andet centrerer sig om kommunikation, spørgeteknikker, opfølgning, refleksion, løsninger og fremtidsperspektiv med mere. Desuden indeholder afsnittet informationer vedrørende, hvad du som leder må spørge ind til, når en medarbejder er sygemeldt samt en tjekliste, der fungerer som opsamling på afsnittet. - Efter samtalen:
I afsnittet vedrørende den sidste fase, kan du læse om, hvordan du efter samtalen kan følge op på medarbejderen og hvordan du kan sparre med dine kolleger. Her finder du værktøjer til den uformelle opfølgning, eksempler på spørgsmål og en tjekliste med de vigtigste pointer og retningslinjer.
Kataloget lægger op til, at du også kan kontakte Cabi, hvis du har behov for mere viden eller sparring i forbindelse med en svær samtale.