Pædagogisk ledelse på erhvervsuddannelserne
Pædagogisk ledelse er kommet i fokus på erhvervsuddannelserne, senest med aftalen fra februar 2014 om en reform af erhvervsuddannelserne, hvor pædagogisk ledelse ses som en central faktor i arbejdet med at sikre bedre og mere attraktive uddannelser.
Indhold
Du kan i denne rapport læse om erfaringerne med pædagogisk ledelse på erhvervsuddannelserne. Pædagogisk ledelse har et særligt fokus, nemlig et fokus på kerneopgaven, det vil sige på undervisningen og arbejdet med eleverne på skolen. Pædagogisk ledelse handler derfor om at sikre kvaliteten og udviklingen af undervisningen og understøtte lærerne i deres arbejde med eleverne.
Rapporten kigger på, hvordan pædagogisk ledelse forstås på skolerne, hvilke redskaber der står til rådighed i forbindelse med pædagogisk ledelse, og hvilke forhold der har betydning for mulighederne for at løfte de pædagogiske ledelsesopgaver.
Konklusion
Rapporten konkluderer på baggrund af de kvalitative interview, at:
- der er øget behov for pædagogisk ledelse: Det har været et gennemgående synspunkt i interviewene, at pædagogisk ledelse hidtil ikke har været så meget i fokus på skolerne. Dels fordi andre ledelsesopgaver, især økonomistyring, har haft førsteprioritet mange steder, dels fordi lederne ikke har været tilstrækkeligt klædt på til opgaven med pædagogisk ledelse. Undersøgelsen viser dog, at der er et stigende behov for pædagogisk ledelse, blandt andet på grund af den stigende forskellighed i elevgruppen, der stiller større udfordringer til undervisningen.
- der er behov for kompetenceudvikling og sparring: Undersøgelsen viser, at de fleste skoler i øjeblikket er i gang med at tilrettelægge og gennemgå pædagogisk kompetenceudvikling for lederne. Rapporten konkluderer dog, at skolerne skal se på deres muligheder for at støtte de pædagogiske ledere blandt andet gennem tilbud om sparring eller coaching.
- ledelse af teams er en vigtig brik i pædagogisk ledelse: Undersøgelsen viser, at organiseringen af lærerne i teams opleves som vigtigt i forhold til arbejdet med at skabe fælles retning for undervisningen, da teamorganisering kan give anledning til, at lærerne er mere sammen om undervisningen og udnytter hinandens kompetencer bedre. Rapporten konkluderer, at der er et behov for at se på, hvordan man kan udvikle lærernes teamsamarbejde, så teamene bliver velfungerende arbejdsfællesskaber.
- fælles didaktisk og pædagogisk grundlag og lokale undervisningsplaner er et afgørende grundlag for pædagogisk ledelse: Et fælles grundlag kan sikre en fælles referenceramme for lederens dialog med lærerne om deres arbejde og danne afsæt for fælles diskussioner i de enkelte teams og afdelinger og på tværs af disse.
- brugen af undervisningsobservation kan benyttes til undervisningsevaluering: Undersøgelsen viser, at udbredelsen af undervisningsobservation er begrænset på skolerne. Både lærere og ledere giver dog udtryk for, at de ønsker, at undervisningsobservation og pædagogisk sparring fremover skal fylde mere som metode til at understøtte fællesskabet omkring arbejdet med undervisningen. Undervisningsobservation kan blandt andet foregå ved, at lederen overværer lærernes undervisning og efterfølgende giver sparring, eller ved at lade fx udpegede lærere gøre det.
Metode
Rapportens undersøgelse bygger på kvalitative interview med ledere på forskellige niveauer af erhvervsskolernes organisation samt fokusgruppeinterview med henholdsvis ledere og lærere.