Medarbejderdrevet implementering af innovative medstyrende teams i Rebildparken
Arbejdsglæde kræver en vision båret af og udviklet af fællesskabet
Indhold
Projekt arbejdsglæde, indflydelse og synlighed blev søsat på Socialpædagogernes kongres i 2008, og efterfølgende afsatte hovedbestyrelsen tre millioner kroner til gennemførelse af en række arbejdspladsprojekter.
Interessen var enorm: I alt 126 projektansøgninger, og ud af dem udvalgte styregruppen de 28 projekter, som fik op til 100.000 kroner hver. Projekterne er gennemført i første halvår af 2010.
Fælles kendetegn for alle projekterne er, at de bygger på grundværdier som:
- Anerkendelse
- Åbenhed
- Faglighed
- Engagement
Det er disse fire værdier, der beskrives og er rygraden i "Det gode arbejde".
Det foreliggende projekt havde til mål:
- Projektet skal optimere den socialpædagogiske indsats og øge mulighederne for medarbejdernes involvering i de faglige beslutningsprocesser gennem teamarbejde.
- Formålet er at skabe større arbejdsglæde og indflydelse ved at skabe en teamramme, hvor medarbejderne stiller en markedsplads af kompetencer til rådighed, som kan byttes og lånes i og på tværs af team.
I projektrapporten kan du læse om, hvordan Rebildparkens medarbejdere lærte at formulere sig som gruppe og derigennem finde et fælles fodslag omkring, hvad det vil sige at skabe medarbejderdrevet innovation.
Konklusion
- At udvikle en arbejdsplads kræver en vision, der er båret og udviklet af fællesskabet.
- At løfte en sådan opgave i flok kræver på sin side at møde hinanden på tværs af personlige og faglige kompetencer.
Metode
Kick off-dag, Teamudviklingssamtaler – en proces med tre opsamlingsmøder pr. team over en periode af ½ år, daglig kollektiv refleksion, teammøder med fokus på tegn og tiltag, teambuilding.