De kommunale redegørelser på det sociale område m.v. 2008 - en analyse
En analyse af indholdet i de kommunale redegørelser for 2008 på det sociale område.
Indhold
I denne rapport ses på indholdet i de kommunale redegørelser for 2008 på det sociale område. I analysen er redegørelsen sammenlignet med de redegørelser, kommunerne udarbejdede for første gang i 2006. Som sådan har det været muligt give en foreløbig status på udviklingen i forbrugsmønstret fra 2007 til 2008 og desuden vurdere, om der er udsigt til større ændringer i behovet for og brugen af sociale tilbud.
Rapporten indeholder bl.a. følgende:
-
En skitsering af, hvad der ligger i redegørelser og rammeaftaler.
-
En opsummering af hovedlinjerne i rapporten.
-
En kort beskrivelse af de problemstillinger, der gør sig gældende på tværs af de fem regioner.
-
En gennemgang af de enkelte regioner, herunder deres skabeloner til de kommunale redegørelser samt udviklingen i forventet efterspørgsel.
Konklusion
Det har vist sig at være svært at sammenligne redegørelserne på tværs af regionerne og mellem 2007 og 2008, da skabelonerne er forskellige fra region til region og desuden lavet om i forhold til dem, der blev brugt sidste år.
Det kan dog konstateres, at der ikke er meget, der tyder på, at der har været de store politiske diskussioner omkring redegørelserne. I de fleste kommuner har politikerne blot godkendt redegørelsen og taget forvaltningens indstilling til efterretning uden bemærkninger. Det ser heller ikke ud, som om handicapråd og relevante brugerorganisationer, medarbejderne og deres organisationer i særlig grad har været inddraget i forbindelse med kommunalbestyrelsernes udarbejdelse af redegørelserne.
Omkring 30 % af kommunerne overvejer eller planlægger at oprette nye tilbud eller udvide eksisterende tilbud med henblik på i højere grad at dække egne borgeres behov. Dette tal dækker dog over en meget stor variation i kommunernes udsagn.
Et lille antal kommuner igangsætter analyser, kulegravninger eller udarbejdelse af idéoplæg. I nogle tilfælde er formålet at afdække mulighederne for oprettelse af egne tilbud, men i mange tilfælde står det ikke klart, hvad hensigten er. I det perspektiv er der et stykke vej endnu, før redegørelserne bliver et planlægnings- og udviklingsværktøj.
Metode
Analysen baserer sig på de aktuelle redegørelser fra 78 kommuner samt på sidste års redegørelser. Derudover er sagsfremstillingerne fra den politiske behandling af dette års redegørelser gennemlæst. I det omfang der findes supplerende bilag eller notater, er disse også inddraget.
Fokus er på de sociale tilbud efter serviceloven, mens boliger efter lov om almene boliger mv. og specialundervisning er udeladt.