Den frivillige sociale indsats - Frivilligrapport 2010
I denne årsrapport kan du læse om hvilke opgaver, hvor mange timer og hvilken målgruppe, frivillige på det sociale område havde i 2010.
Indhold
Regeringen ønsker at styrke civilsamfundet, fremme aktivt medborgerskab og mere systematisk inddrage civilsamfundet og frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte borgere. Derfor udarbejder Center for frivilligt socialt arbejde hvert andet år en årsrapport omkring den frivillige sociale indsats. Formålet med årsrapporten er:
- at synliggøre sektoren og den frivillige indsats i Danmark
- at følge udviklingstendenserne på området
- at tydeliggøre værdien af den frivillige indsats på det sociale område
- at bidrage til udvikling af den frivillige sociale sektor
Rapporten indeholder fem kapitler med hvert sit fokus:
- I kapitel et beskrives en række faktuelle forhold blandt frivillige sociale organisationer: formål, målgruppe, aktiviteter, samarbejdspartnere mv.
- Kapitel to præsenterer danskernes frivillige arbejde: hvor mange er engageret og på hvilket område, hvor meget tid bruger de, hvad er de engageret i, hvorfor er de engageret – og hvad er karakteristisk for de frivillige.
- Kapitel tre handler om frivillige i det frivillige sociale arbejde. Mange af de samme emner som i kapitel to belyses, men de suppleres med mere uddybende spørgsmål om blandt andet de frivilliges tilhørsforhold til de organisationer, de er engageret i.
- Kapitel fire belyser kommunernes engagement i forhold til det frivillige sociale arbejde. De kommunale rammer for det frivillige sociale arbejde, hvad kommunerne konkret samarbejder med de lokale organisationer om, og hvordan de vurderer samarbejdet undersøges.
- I kapitel fem præsenteres en bibliografi over det seneste års relevante og publicerede bøger, undersøgelser og større rapporter om emner i relation til det frivillige sociale arbejde.
Konklusion
Konklusion om frivillige på det sociale område:
- De frivillige sociale organisationer oplever samlet set en stigning i antallet af medlemmer og frivillige, samtidig oplever de også en stigning i antallet af brugere af deres forskellige tilbud og aktiviteter.
- 82 % af de frivillige på det sociale område er medlem af den organisation, som de udfører frivilligt arbejde for.
- Ældre er i større grad medlem af den organisation, de er knyttet til i forbindelse med frivilligt arbejde end unge. Næsten 100 % af de frivillige over 66 år er medlem, hvorimod ”kun” 68 % af de unge mellem 16-29 år er medlem.
- De tre hyppigste opgaver inden for frivilligt socialt arbejde er: Udvalgs-, bestyrelses- og rådsarbejde, andet praktisk arbejde, som dækker over arbejdsopgaver i forbindelse med arrangementer, servere kaffe, kørsel m.m. og omsorgsopgaver, såsom kontaktperson, besøgsven og lignende.
- Det er særligt unge mellem 16-29 år, som udfører omsorgsopgaver.
- Målgruppen for frivilligt socialt arbejde er mennesker, som er udsat på en eller anden måde. Det er særligt mennesker, som er ramt af sygdom, er ensomme, ældre samt flygtninge og indvandrere, den frivillige indsats er målrettet mod.
- 81 % af de frivillige inden for det sociale område har deltaget i et kursus/forløb omkring arbejdet.
- 57 % har modtaget efteruddannelse eller kompetenceudviklingskursus.
- 65 % har modtaget anden støtte eller vejledning, fx supervision.
- Derudover svarer knap 80 %, at de har særlig viden eller kompetencer inden for det sociale område, som de har erhvervet enten gennem deres uddannelse, nuværende eller tidligere beskæftigelse eller gennem et tidligere frivilligt arbejde.
- I forhold til timer pr. uge oplyser 61 %, at de anvender under seks timer om ugen, 22 % at de bruger mellem seks-ti timer om ugen, og 9 % angiver, at de bruger mellem 11-15 timer ugentligt. Færre end 8 % bruger mere end 16 timer om ugen.
- 46 % svarer, at de i 2010 brugte flere timer på deres frivillige arbejde end det tidligere år.
- 56 % involverede sig i frivilligt arbejde, fordi de blev opfordret til det af andre.
- 45 % påbegyndte frivilligt arbejde, fordi de følte, at de havde tid til overs.
- 45 % angiver, at de blev involveret, fordi de gerne ville være en del af et fællesskab.
- 36 % blev inspireret grundet en pårørendes situation.
Metode
Rapporten bygger på fire undersøgelser, som er foretaget i perioden november 2010 til og med marts 2011:
- En undersøgelse af frivillige sociale organisationer.
- En undersøgelse på individniveau af frivillige i frivillige sociale organisationer.
- En kommuneundersøgelse om samarbejdet med frivillige sociale organisationer.
- En repræsentativ befolkningsundersøgelse om danskernes frivillige engagement.
834 frivillige organisationer har deltaget i undersøgelserne. De frivillige har haft mulighed for at sætte flere kryds i spørgeskemaerne, hvilket resulterer i, at nogle temaer har en svarprocent over 100 %.