"Der er faresignaler her" - Om ret og heuristik i det almindelige kommunale tilsyn med børn og unge
Kommunerne underlægges i stigende grad krav om at føre et aktivt og opsøgende tilsyn med børn og unge. Kravene fremgår af serviceloven med tilhørende forskrifter. Disse regler har sammenhæng med en række andre regler på det sociale og velfærdsretlige område i øvrigt, men også med forvaltningsretten og familieretten og med regler på ikke-nationalt niveau.
Indhold
Ovennævnte regler regulerer for det første forældreansvar og barnets autonomi. For det andet fastsætter de hvilke forhold, der aktiverer den kommunale tilsynsforpligtelse igennem underretningspligt, opsøgende rådgivning, kommunale børnepolitikker, beredskaber og tværfagligt samarbejde. Og for det tredje bestemmer de kommunens handlepligt i tilsynsfasen, herunder de processuelle pligter til at indhente og videregive oplysninger, notere, registrere, indhente samtykke og til at vejlede børn, forældre og registrerede.
Du kan i denne ph.d.-afhandling læse om de processuelle regler om det almindelige kommunale tilsyn med børn og unge og udformingen af disse regler. Afhandlingens undersøgelse er opstået på baggrund af forfatterens undren over afstanden mellem på den ene side de retlige, processuelle krav til kommunerne i forbindelse med det almindelige tilsyn med børn og unge, og på den anden side kommunal praksis på dette område. Første del af afhandlingens undersøgelse er en dokumentanalyse af reglernes samlede udformning. I den anden del undersøges det, hvordan den samlede udformning af reglerne kan have betydning i den kommunale kontekst. Afhandlingen opstiller således følgende forskningsspørgsmål:
- Hvordan er de processuelle regler om kommunernes almindelige tilsyn med børn og unge udformet, særligt med henblik på kompleksitet, og hvilken betydning kan det have i kommunal beslutningstagning?
Konklusion
Afhandlingen konkluderer blandt andet, at:
- De processuelle regler har forskellige ophav, former og niveauer. De er åbne, fler-lagede og indbyrdes afhængige, idet de i den praktiske kommunale kontekst kræver tilpasning, afgrænsning og konkret beslutningstagning. Dette gør reglerne komplekse, men dette afspejles ikke nødvendigvis i reglernes udformning, som særligt gennem henvisning til brede værdier og generelle processer snarere får reglerne til at fremstå afgrænsede, afstemte og ganske simple at anvende. Denne nedtoning øger kompleksiteten.
- De processuelle regler er i et vist omfang forbundet med tvivl og forskellige opfattelser hos praktikerne, og en række beslutningsmønstre er aktive til håndtering af retlig kompleksitet. Disse mønstre kan ses som heuristiske, det vil sige som hurtige, praktiske beslutningsmønstre. Således udtrykker informanterne en umiddelbar præference for de mest tilgængelige dele af reglerne gennem brug af tommelfingerregler, formentlig i et vist omfang medieret af informationskampagner og retningslinjer i forbindelse med reformer (fx underret, hvis der er tvivl og barnet i centrum). Disse mønstre afspejler ikke nødvendigvis egentlige handlinger i praksis, idet de kan være forbundet med en interesse i at udtrykke bestemte holdninger. De ser imidlertid ud til at være forbundet med en række andre handlemønstre, herunder at der ses bort fra visse ikke-så-tilgængelige dele af regelsættet. Fx ses der bort fra regler om behandling af persondata og vejledningsforpligtelser, og de forskellige retlige former forenkles, fx partsbegrebet og afgørelsesbegrebet, forældremyndighed, barnets rettigheder, samtykkekrav og underretnings- og ansøgningsbegreberne. Afhængigt af, hvordan de udfoldes i praksis, kan sådanne strategier vurderes juridisk som forkerte, ligesom de i et vurderende blik i øvrigt kan ses som irrationelle.
Afhandlingens undersøgelse rejser således en række retspolitiske spørgsmål, der handler om udformningen af retlig regulering; herom hvilken betydning kompleks udformning har for forståelsen af reglerne i praksis, og om reglerne kan udformes på en mere hensigtsmæssig eller intelligent måde, hvis der ved udformningen aktivt tages højde for de regulerede forholds konkrete karakter.