Konkurrenceudsættelse af det specialiserede sociale område - Perspektiver for medarbejderne
Speciale om, hvordan en øget konkurrence på det specialiserede sociale område påvirker de socialpædagogiske medarbejdere og deres arbejde.
Indhold
Dette speciale sætter fokus på konsekvenserne af den konkurrence det specialiserede sociale område i stadig højere grad er blevet udsat for siden begyndelsen af 80'erne og især siden strukturreformen i 2007. Det er en konkurrence, hvor man på forvaltningsniveau sammenligner omkostninger for at nedbringe udgiftsniveauet og på institutionsniveau har fokus på effektiviseringer i personaleanvendelsen og på anvendelse af evidensbaserede og "best practice" redskaber og metoder i arbejdet.
Mere specifikt sætter forfatteren fokus på, hvorledes konkurrenceudsættelsen af det specialiserede sociale område påvirker medarbejderne, herunder:
- Socialpædagogens praksis og de daglige vilkår
- Den fagligt indholdsmæssige udvikling
- Medarbejderens muligheder for opkvalicering og avancement
- Relationen medarbejdere imellem
- Relationen mellem medarbejdere og ledelse.
Konklusion
Konkurrenceudsættelsen har ifølge forfatteren bl.a. haft følgende konsekvenser for det specialiserede sociale område:
Offentlige værdier:
- De offentlige værdier ændres fra solidaritet med de svageste i samfundet til en ansvarliggørelse af individet for eget liv
- Resocialisering, som ”indføring i samfundet igen”, hvor både individ og samfund må være fleksible og komme hinanden i møde omformuleres til fordel for en individualiseret rehabiliterings- og recovery tænkning.
Socialpædagogisk faglighed:
- Den faglige integritet underlægges et effektiviseringskrav, hvilket betyder, at det politisk administrative niveau definerer den socialpædagogiske indsats med henblik på størst mulig selvhjulpenhed
- En helhedstænkning i forhold til opgaven omkring borgeren erstattes af et øget fokus på specialisering
- Socialpædagogens opgave udvides, idet især dokumentation fylder mere og mere.
Relationen mellem borger og socialpædagog:
- Den øgede specialisering og digitalisering betyder en fragmentering og distancering af relationerne mellem socialpædagog og borger.
Metode
Rapporten bygger på analyser af den politisk økonomiske udvikling siden begyndelsen af 80'erne med udgangspunkt i hjemmesider, rapporter etc. fra henholdsvis forskellige forskningsinstitutioner, KL, kommunale rapporter m.fl.
Der er desuden gennemført kvalitative interviews med medarbejder, tillidsrepræsentanter og ledere på det specialiserede sociale område.
Teoretisk tager specialet udgangspunkt i Foucault og Beck.