Menneske, handicap og sociale tilbud – en lære- og håndbog
Viden om lovgivningens muligheder og begrænsninger på handicapområdet samt overblik over dansk handicaphistorie og den sociale lovgivning
Indhold
Bogen er forfatternes bud på en lærerbog, hvis hovedmålgruppe er pædagogstuderende og andre inden for det sociale arbejdsfelt, f.eks. socialrådgiverstuderende, social- og sundhedsassistentelever, ergoterapeut- og fysioterapeutstuderende.
Bogen giver nyttig viden om lovgivningens muligheder og begrænsninger. Den giver et overblik over dansk handicaphistorie og indholdet i den sociale lovgivning.
Forfatterne skriver: ”Vi har oplevet historiens største forringelser på handicapindsatsen i Danmark. Nutidens politiske, administrative og faglige beslutningstagere har tilsyneladende glemt, at vi har en historisk tradition for at behandle borgere med og uden handicap ens. Derfor er det vigtigt, at andre fortsat kender og husker udviklingen i handicapindsatsen, og at pege på, at lovgivningen stadig giver en lang række relevante kompensationsmuligheder”. Bogen giver et indblik i handicappolitikkens historiske udvikling og gennemgår handicapreglerne inden for det sociale felt både i relation til børn og voksne med funktionsnedsættelser.