Tværsektorielt samarbejde omkring mennesker med ikke-psykotisk sindslidelse og misbrug - Kvalitativ evaluering af det tværsektorielle samarbejde omkring etableringen af Klinik for ikke-psykotiske sindslidelser og misbrug på Psykiatrisk Center Glostrup
God behandling af mennesker, der både lider af en psykisk sygdom og misbrug, også kaldet dobbeltdiagnose, er en vanskelig udfordring for de danske behandlingssystemer. Dels er behandlingen ofte delt mellem regional psykiatrisk behandling og kommunal misbrugsbehandling, dels er gruppen i sig selv vanskeligere at behandle, da de to lidelser forstærker hinanden, og fordi behandlingen vanskeliggøres af de komplekse samspil mellem den psykiske lidelse og misbruget.
Indhold
Det er i dag veldokumenteret, at behandlingen af mennesker, der lider både af en ikke-psykotisk sindslidelse og misbrug bør behandles i et samlet forløb for at opnå den bedste effekt.
Projektet "Projekt om tværsektorielt samarbejde om indsatsen over for mennesker med ikke-psykotisk sindslidelse og misbrug", også kaldet DD-projektet, der er forankret på Psykiatrisk Center Glostrup, har netop til formål at etablere et integreret behandlingstilbud til patienter med ikke-psykotiske lidelser og misbrug for at sikre, at patienterne bliver udredt og behandlet for både den psykiatriske lidelse og misbruget.
I denne evalueringsrapport kan du læse om det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde i DD-projektet. Rapporten undersøger DD-projektets organisering, opsporing af relevante patienter, om kapacitet og inklusionskriterier har fungeret som forventet samt hvilke udfordringer og løsninger, der er arbejdet med undervejs.
Konklusion
Evalueringen viser, at der på den ene side er skabt en regional DD-klinik med et velfungerende tilbud til DD-patienter. De involverede parter forventer således også, at tilbuddet har en positiv effekt for de patienter, der inkluderes. På den anden side viser det sig også, at antallet af inkluderede patienter er væsentlig lavere end forventet, samt at målsætningen om styrket samarbejde og koordinering på tværs af den regionale psykiatri og den kommunale misbrugsbehandling ikke er indfriet.
Det har blandt andet været svært at opspore og henvise relevante patienter, fordi der på tværs af parterne har været uenighed omkring projektets udformning i forhold til, hvor integreret samarbejdet mellem misbrugsbehandling og Psykiatrisk Center Glostrup skulle være. Det har desuden været sværere end først antaget at forankre opmærksom på DD-projektet i kommunerne, samtidig med at det har været vanskeligt at forankre en bevidsthed om projektet i almen praksis. DD-klinikkens samarbejdsparterne oplever derudover, at mange af de DD-patienter, de er i kontakt med, ikke matcher de opstillede visitationskriterier. Afslutningsvist oplever misbrugsbehandlingsinstitutionerne, at der har været et uhensigtsmæssigt overlap mellem DD-klinikkens målgruppe og målgruppen for institutionens egne DD-forløb.
Evalueringen anbefaler, som følge af dette, at der fremadrettet i lignende DD-projekter afsættes ressourcer til at inddrage en projektleder med kompetencer målrettet projektledelse og implementering. Derudover anbefales det, at man inddrager de involverede parter i formuleringen af indsatsen samt sikrer, at deltagerne får tid og hjælp til at opbygge relationer og gensidig forståelse for hinandens roller, kompetencer og bidrag til behandlingen af dobbeltdiagnose.
Metode
Evalueringen er baseret på interview, skriftligt materiale fra DD-projektet og lokale aktivitetsopgørelser.