Ældre og digitalisering - Holdninger og erfaringer blandt ældre i Danmark
Den offentlige sektor undergår i disse år store forandringer, og én af forandringerne er den stigende digitalisering af den offentlige service.
Indhold
I Danmark eksisterer der en digital kløft, idet der i befolkningen er en ulige anvendelse af og kendskab til it.
Særligt benytter den ældre del af befolkningen sig i mindre grad af it end resten af befolkningen. I takt med den øgede digitalisering af den offentlige sektor er der derfor et behov for at undersøge såvel fordele som udfordringer i forbindelse med digitaliseringen blandt den ældre del af befolkningen.
Denne rapport søger således at opnå en forståelse af og indsigt i, hvad der karakteriserer anvendelsen af it blandt ældre i Danmark. I rapporten forstås ældre som værende personer, der er 58 år eller ældre.
Konklusion
Rapporten præsenterer fire centrale resultater:
-
Størstedelen af de ældre har adgang til it og bruger it flittigt. Brugen af it er dog betydeligt mindre for respondenter over 74 år og for respondenter uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Blandt respondenterne er der cirka en femtedel, der slet ikke bruger digitale løsninger såsom e-mail, NemID eller netbank.
-
It-brug blandt de ældre hænger sammen med en række demografiske og socioøkonomiske faktorer. Resultaterne viser dog, at erfaring med og motivation til at bruge it betyder mere for deres brug af it end de demografiske og socioøkonomiske faktorer. Det vil sige, at selvom internetbrug falder med alderen og stiger med uddannelsesniveauet, betyder fx en høj alder mindre for de ældres brug af internet, hvis de har erfaring i at bruge internettet selvstændigt, det vil sige uden hjælp fra andre, eller er motiveret til at blive bedre.
-
Holdningen til at bruge it til den digitale kontakt med de offentlige myndigheder er generel positiv blandt de ældre. Dog ser størstedelen det som en ulempe, at de med den digitale kontakt mister den personlige kontakt til det offentlige.
-
Blandt de ældre kan der identificeres tre segmenter, som adskiller sig i forhold til brug af it såvel som holdninger til it og demografiske og socioøkonomiske karakteristika: de udfordrede, de servicebevidste og de fortrolige.
På baggrund af ovenstående resultater konkluderer rapporten overordnet, at selvom den ældre del af befolkningen er en meget blandet gruppe - også med hensyn til it-brug - er motivation samt erfaringer i at bruge it og digitale løsninger helt afgørende faktorer, når man forklarer brugen af it i denne befolkningsgruppe.
Metode
Rapportens undersøgelse er baseret på såvel kvalitativt som kvantitativt datamateriale og omfatter:
- En systematisk litteratursøgning og -gennemgang af international litteratur om ældre og digitalisering
- En kvantitativ spørgeskemaundersøgelse om digitalisering blandt borgere over 58 år
- En kvalitativ interviewundersøgelse med tilfældigt udvalgte personer fra spørgeskemaundersøgelsen