Effektmåling af Forebyggelsesfondens projekter
Denne rapport indeholder en kvantitativ analyse af, hvilken effekt Forebyggelsesfondens projekter har haft på arbejdsstedernes sygefravær, på de ansattes medicinforbrug og brug af psykolog samt fysioterapeut. Formålet med rapporten er at give en samlet overordnet vurdering af, om Fondens projekter har haft en målbar virkning.
Indhold
Forebyggelsesfonden (nu Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse) blev oprettet 1. marts 2007. Forebyggelsesfonden skulle yde støtte til projekter med henblik på at forebygge nedslidende rutiner og arbejdsgange, at styrke genoptræning og rehabilitering af syge og personer med handicap samt at støtte utraditionelle initiativer, der styrker bevidstheden om risiko ved rygning, alkohol, fedme og fysisk inaktivitet. Fra 2010 var der desuden fokus på at forebygge stress og psykisk nedslidning. Såvel offentlige som private arbejdspladser kunne søge økonomisk støtte til projekter. I rapporten evalueres effekten af 127 projekter, der var afsluttet før februar 2012, og som havde modtaget støtte fra Forebyggelsesfonden.
Rapporten er en del af en samlet evaluering af Forebyggelsesfondens projekter. Der er visse begrænsninger forbundet med rapportens resultater. Projekternes effekt måles på den del af arbejdspladsens sygefravær, som registreres hos kommunerne, når de udbetaler sygedagpenge. En del af det korte sygefravær (op til tre uger) registreres ikke i kommunerne og indgår dermed ikke i analysen. Hvis projekterne har haft en effekt på det korte sygefravær, fremgår det således ikke i rapporten. Derudover er rapportens formål at undersøge, om projekterne har haft en betydning for det gennemsnitlige sygefravær. Der kan derfor være projekter, som har haft en signifikant effekt på én arbejdsplads, men dette modvejes af andre projekter, som har haft en negativ eller ingen effekt, og dermed findes der ingen statistisk signifikant effekt.
Konklusion
Der er ingen statistisk signifikant effekt på sygefraværet blandt arbejdssteder, som har modtaget støtte til projekter som:
- Forebygger nedslidende rutiner og arbejdsgange på arbejdspladser i særligt nedslidningstruede brancher og jobgrupper og fastholder medarbejdere med dårligt helbred
- Udvikler ny teknologi, der kan anvendes til at forebygge nedslidning i særligt nedslidningstruede brancher og jobgrupper
- Styrker bevidstheden om risikoen forbundet med rygning, alkohol, fedme og fysisk inaktivitet.
Derudover fastslås det, at gennemførelse af et projekt med støtte fra Forebyggelsesfonden hverken har en signifikant effekt på det gennemsnitlige medicinforbrug eller gennemsnitlige antal kontakter til henholdsvis fysioterapeut og psykolog. Selvom der ingen statistisk signifikant effekt er af projekterne, kan de have bidraget eller påvirket andre forhold, fx trivsel, men disse områder er ikke inddraget i undersøgelsen.
Metode
Rapportens analyser bygger på oplysninger fra Forebyggelsesfonden om projekterne og registerdata fra Danmarks Statistik og Arbejdsmarkedsstyrelsen. Målingen af projekternes effekt bygger på en model, hvor udviklingen i sygefravær og medicinforbrug mv. på arbejdssteder, som har modtaget støtte fra Forebyggelsesfonden, sammenlignes med udviklingen i sygefravær og medicinforbrug mv. på arbejdssteder, som ikke har modtaget støtte fra fonden.