Social bæredygtighed
Vi skal tage social bæredygtighed alvorligt, så vi undgår social forarmelse og en øget instrumentalisering og økonomisering
Indhold
Vi skal kunne holde ud at være sammen. Både i dag og på langt sigt – lokalt, globalt, i vores hverdagsliv og i vores naboskaber. Derfor skal vi tage social bæredygtighed alvorligt, så vi undgår social forarmelse og en øget instrumentalisering og økonomisering.
I bogen ser en række forskere på, hvorfor den sociale dimension af bæredygtighed er vigtig for vores liv og fremtid. Bogen analyserer begrebet tværfagligt gennem fagdiscipliner såsom socialt entreprenørskab, arbejdslivsstudier, teknologistudier, offentlig administration og ledelse, organisationsstudier, politisk økonomi, læringsteori, sociologi og politisk filosofi. Det giver stor spændvidde og nuancerer debatten om (social) bæredygtighed.
Bogens forfattere giver også en række konkrete bud på, hvordan social bæredygtighed skal forstås både begrebsligt, normativt og i praksis, ligesom de diskuterer, hvad der ikke er social bæredygtighed.