Stå fast
Tag nej-hatten på, fyr din coach og gå en tur i skoven! I ’Stå fast’ går Svend Brinkmann imod tidens krav om, at man skal være i konstant forandring. I stedet spørger han, hvordan vi kan vende selvindsigt til udsigt til andre, få meningsløsheden til at give mening og indse, at døden er en forudsætning for meningen med livet?
Indhold
Den udviklingstvang, som præger vores kultur, gør os blinde for de væsentligste ting i livet som pligtfølelse, værdighed og sindsro. Svend Brinkmann gør op med den stædige selvudviklingsindustri inden for arbejdsliv, uddannelse og privatlivet og formulerer en modstand mod tidens krav til evig omstilling og forandring.
Hans svar til den enorme mængde af selvhjælpsbøger er denne syvtrinsguide:
- Hold op med at mærke efter i dig selv
- Fokuser på det negative i dit liv
- Tag nej-hatten på
- Undertryk dine følelser
- Fyr din coach
- Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
- Dvæl ved fortiden
Med disse råd fortæller Svend Brinkmann med et glimt i øjet, hvordan man affinder sig med sig selv, kommer uden om uhæmmet positiv tænkning og opnår en mere realistisk livsindstilling.
Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han er forfatter til en lang række bøger og artikler om disse områder. Aktuelt forsker han i den stigende udbredelse af psykiatiske diagnoser.