Etik på opholdssteder - Perspektiver på etik og dømmekraft på opholdssteder

Denne publikation indeholder to artikler, som tematiserer etik på opholdssteder. Artiklerne kan for eksempel bruges som afsæt for faglige diskussioner og refleksion blandt medarbejdere i alle typer pædagogiske institutioner.

Indhold

Disse to artikler tilbyder pædagoger nogle centrale perspektiver på etik og dømmekraft særligt på opholdssteder. Men perspektiverne er også særdeles relevante for pædagoger, som arbejder i andre institutionstyper.  

"Behovet for flerstemmighed"

Den første artikel peger på, at det socialpædagogiske arbejde på opholdssteder er i hastig forandring i disse år. Forfatterne nævner to centrale forandringer, som eksempler på forhold, der potentielt sætter den socialpædagogiske praksis under pres:

• Der er sket et skift i målgruppen, da det er en anden type børn og unge, der bliver anbragt. Dette betyder for eksempel, at misbrug og psykiatriske diagnoser i større grad er en del af pædagogernes hverdag.
• Der er øgede krav til pædagogerne i forhold til at dokumentere deres pædagogiske arbejde og opnå resultater.

Artiklen ønsker at vise, at forhold som disse potentielt øger risikoen for det, der i psykologien kaldes gruppetænkning. Gruppetænkning menes at kunne svække det, forfatterne kalder moralsk sensitivitet og dømmekraft.

Artiklen behandler derefter ’faren ved at blive ligesom din kollega’. Under denne overskrift inddrages den amerikanske professor i psykologi Irving Janis’ forståelse af gruppetænkning. Janis arbejder i denne forståelse ud fra tre kategorier: foranledende betingelser for gruppetænkning, symptomer på gruppetænkning samt symptomer på dårlige beslutningsprocesser. Disse tre kategorier anvendes til at belyse materiale fra interview med tre pædagoger fra et opholdssted for børn og unge i Nordjylland.

Derefter inddrages den russiske litteraturteoretiker og sprogfilosof Mikhal Mikhajlovitj Bakhtin for hvem dialogen, og med denne flerstemmigheden(polyfonien), er et helt grundlæggende princip for alt udvikling. Ifølge forfatterne betyder dette i en pædagogisk praksis, at forskellighed i holdninger og perspektiver er forudsætningen for en institution i udvikling. I denne sammenhæng forklares det, hvordan flerstemmighed kan udgøre et ideal for institutionskulturen.

Afslutningsvis beskrives følelser som moralske indikatorer. Her forklares det, at følelser kan forstås som stemmer, der søger at komme til orde, og som bør tages alvorligt i socialpædagogisk praksis.

Forfatterne mener, at når pædagoger møder forventninger om klar (entydig) tale i forhold til såvel de unge, som de anbringende myndigheder, opstår der en risiko for gruppetænkning. Det er dermed vigtigt, at pædagogerne værner om flerstemmighed for at sikre den moralske sensitivitet og dømmekraft. 

"Vidensformer på opholdssteder"

Den anden artikel peger på det at være pædagog på et opholdssted og bedrive pædagogik der kan være en kompleks størrelse. Det pædagogiske arbejde er kendetegnet ved, at der findes få sandheder, men mange muligheder. Derfor bliver den faglige argumentation central, understreger forfatterne.

Når man som pædagog står i en konkret situation og skal afgøre, hvad der er det etisk rigtige at gøre her og nu, kan den faglige argumentation gå i mange retninger. Når pædagogen står i et etisk dilemma, spiller værdier og menneskesyn en afgørende rolle, påpeger forfatterne.

Omdrejningspunktet for denne artikel er sammenhængen mellem de forskellige vidensformer, der er på spil i den pædagogiske praksis. Forfatternes tese er, at bevidsthed om forskellige vidensformer kan spille en rolle for pædagogernes dømmekraft. Her forstås dømmekraft som evnen til at identificere et etisk dilemma og derefter afgøre, hvad der er det bedste/mest rigtige at gøre i situationen. 

I undersøgelsen er der taget udgangspunkt i Carsten Pedersens model, i hvilken han samler Aristoteles’ forskellige vidensformer. De forskellige vidensformer beskrives kort og Pedersens model præsenteres. Derefter udfoldes en analyse af fire opholdssteders beskrivelse af dem selv på deres hjemmeside. I denne sammenhæng forsøger forfatterne at præsentere en analyse, der kan give anledning til refleksioner over sammenhænge mellem forskellige vidensformer og disses betydning for dømmekraft i institutionssammenhæng generelt.

Formålet er at vise et eksempel på, hvordan man med Aristoteles’ vidensformer kan forsøge at forstå, hvad der skal være til stede for at kunne sikre en god etisk praksis på opholdssteder.

Forfatterne peger blandt andet på, at medarbejdere på opholdssteder må træne deres evne til at få øje på og kunne fortolke sociale situationer ved at overveje og afveje de værdier og interesser, der er på spil. Udover at vælge de mest brugbare metoder med et særligt mål for øje, må medarbejderne også tilegne sig viden om, hvilken videnskabelig viden, der ligger bag ved metoderne, for at kunne vurdere hvorvidt og hvordan disse stemmer overens med institutionens værdier og menneskesyn.