Evaluering af relations-og ressourceorienteret pædagogik (ICPD) i Rudersdal Kommune
Med fokus på relationer har Rudersdal Kommune udbudt et videreuddannelsesforløb til relevante omsorgspersoner for at hæve kvalitet i opgaveløsningen. Dette er en evaluering af effekten af efter- og videreuddannelsesforløbene.
Indhold
Nærværende rapport omfatter evaluering af et efter- og videreuddannelsesforløb i Relations- og Ressourceorienteret Pædagogik (ICDP) for professionelle omsorgsgivere i Rudersdal Kommune iværksat af Børn og Unge-afdelingen. Uddannelsen er certificeret og tilknyttet International Child Development Programmes (ICDP). ICDP er et internationalt forebyggelsesprogram og anvendes over hele Skandinavien i forhold til professionelle med henblik på at optimere udsatte børns udviklingsbetingelser i dagtilbud og skole.
Forløbet er afviklet i perioden juni 2008 til februar 2010, og omfatter i alt 122 omsorgsgivere fra forskellige professioner, fx lærere, pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker og fysioterapeuter. Formålet med efter- og videreuddannelsesforløbet har været at udvikle de professionelle omsorgsgiveres relationskompetence på en sådan måde, at de professionelle bevidst kan tage ansvar for kvaliteten af relationen til børn og unge. Efter- og videreuddannelsesforløbet i Relations- og Ressourceorienteret Pædagogik (ICDP) i Rudersdal Kommune bygger på en række antagelser om, hvorfor en relations- og ressourceorienteret tilgang til pædagogisk arbejde med udsatte børn og unge har betydning for kvaliteten af opgaveløsningen. Antagelsen er, at mennesker udvikler sig i relationer, og at børn og unge med behov for særlig hensyntagen og støtte derfor skal tilbydes voksenrelationer, der kan rumme og bearbejde barnets/den unges udspil til kontakt og samtidig tilbyde nye erfaringer med at være i en relation.
Konklusion
Efter- og videreuddannelsesforløbet i Relations- og Ressourceorienteret Pædagogik (ICDP) i Rudersdal Kommune bygger på en række antagelser om, hvorfor en relations- og ressourceorienteret tilgang til pædagogisk arbejde med udsatte børn og unge har betydning for kvaliteten af opgaveløsningen. Antagelsen er, at mennesker udvikler sig i relationer, og at børn og unge med behov for særlig hensyntagen og støtte derfor skal tilbydes voksenrelationer, der kan rumme og bearbejde barnets/den unges udspil til kontakt og samtidig tilbyde nye erfaringer med at være i en relation.
- Evalueringen viser, at Relations- og Ressourceorienteret Pædagogik (ICDP) er et brugbart redskab i det professionelle arbejde med udsatte børn og unge. Alle deltagende professionelle omsorgsgivere vurderer, at uddannelsesforløbet har bidraget til udvikling af bevidsthed og sensitivitet i forhold til egen relationskompetence.
- Observationerne, der er foretaget på en almindelig undervisningsdag, viser, at samspillet mellem omsorgsgiver og barn kan karakteriseres ved hjælp af de otte samspilstemaer, der er udviklet som retningslinjer for godt samspil.
- Et af formålene med indsatsområdet har været at understøtte det tværfaglige samarbejde mellem de professionelle omsorgsgivere. Evalueringen viser, at indsatsområdet har bidraget hertil.
Metode
Evalueringen er tilrettelagt som en hybrid mellem målopfyldelsesevaluering og virkningsevaluering.
Målopfyldelsesevalueringen bidrager med data til vurdering af i hvilken grad, de mål, der er formuleret for projektet, er nået. Virkningsevalueringen bidrager med data til en vurdering af, hvad der virker i indsatsen, for hvem det virker og under hvilke betingelser, det virker.
Udgangspunktet for virkningsevalueringen er programteorien – de eksplicitte forestillinger om, hvordan og hvorfor en given indsats virker.
Dataindsamlingen er sket ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser, fokusgruppeinterviews og observationer. Den metodiske tilgang til dataindsamling er både kvantitativ og kvalitativ. Datamaterialet er indsamlet både før, under og efter afslutningen af (dele af) uddannelsesforløbet.