KRAP grundbogen
Omdrejningspunktet i KRAP er de menneskelige processer og udviklingen af tanker og adfærd i en anerkendende og ressourcefokuseret ramme. Netop derfor har KRAP brede anvendelsesmuligheder inden for de pædagogiske, sociale, sundhedsfaglige, organisatoriske og psykologiske områder - kort sagt alle områder, hvor udvikling, læring og trivsel er i fokus.
Indhold
KRAP, der står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis, er en særlig tilgang, og dette er grundbogen, der klæder fagprofessionelle på til at forstå metoden og tankerne bag. KRAP er både et menneskesyn og en metodisk værktøjskasse, og omdrejningspunktet er udviklingen af tanker og adfærd i en anerkendende og ressourcefokuseret ramme. Med KRAP får fagprofessionelle redskaber til at afdække muligheder, behov og forudsætninger for at sætte fokus på egen og andres tænkning for at skabe forandring og udvikling.
Med denne grundbog beskrives KRAP-tilgangen, som den ser ud efter mere end 10 års anvendelse i forskellige kontekster. Læseren bliver introduceret for de helt grundlæggende tanker og elementer i KRAP, som gennem cases og eksempler sættes i relation til praksis. Bogen beskriver elementer som mestring, motivation, kompetenceudvikling og færdighedstræning, samtaler med KRAP som stillads, målsætning, dokumentation og beskrivearbejde samt implementering af KRAP.