Når ægtefællen dør - sorgstøtte til ældre efterladte
Hvordan håndteres sorg og sorgstøtte hos ældre efterladte? Mange ældre beskriver det at miste en ægtefælle, som en ekstremt stressende livsbegivenhed. Denne bog belyser den risikofyldte overgang i livet og hvordan denne kan håndteres på bedst mulig vis.
Indhold
Denne bog belyser sorg og sorgstøtte til efterladte ældre. Flere forskningsprojekter har tidligere vist, at ældre, der mister deres ægtefælde eller samlever, har stor risiko for at mistrives.
Bogens formål er at udbrede viden om sorg hos ældre samt sikre, at alle efterladte får den sorgstøtte, de har brug for, således at de kan finde tilbage til et meningsfuldt liv efter ægtefællens død.
På sigt er målet at forebygge mistrivsel, ensomhed, kompliceret sorg og selvmord blandt ældre efterladte. Samtidig gør bogen op med den underkendelse, der ofte sker af ældre menneskers sorg - bogen understreger, at sorg ikke handler om alder.
Bogen er opbygget således:
- Første del belyser sorg: Reaktioner på sorg, en ny forståelse af sorg og kulturens betydning herunder ældres 'ret' til at sørge. I denne del af bogen står artikler og interviews med efterladte side om side, hvilket gør bogen virkelighedsnær og let at relatere sig til. Denne del af bogen tydeliggør, at tab af en ægtefælle er en risikofyldt overgang i livet.
- Anden del omhandler sorgstøtte: Støtte fra omgangskredsen, fra andre efterladte og fra fagpersoner. Derudover belyses de tilbud, der er til behandling og som kan supplere sorgstøtten. Bogen giver et overblik over, hvilken støtte og behandling den ældre efterladte kan have brug for samt hvor den hjælp kan hentes.
Bogen henvender sig til alle, der har lyst til eller brug for at få konkret viden om sorg og sorgstøtte, når en ægtefælle dør - både fagligt personale, pårørende eller den ældre efterladte.