Neuropædagogik - Hjerne, liv og læring
Ud fra et salutogten perspektiv giver denne bog svar, viden, inspiration og neuropædagogiske værktøjer til, hvordan mennesker med funktionsnedsættelse i hjernen kan vinde eller genvinde livsmuligheder, psykisk robusthed, håb og handlekraft.
Indhold
Denne grundbog indeholder viden, inspiration og neuropædagogiske værktøjer, der kan hjælpe den professionelle til at understøtte læreprocesser hos mennesker med medfødte eller erhvervede skader og funktionsnedsættelser i hjernen. I første del af bogen introduceres en grundlæggende forståelsesramme for neuropædagogik set i et historisk og helhedsorienteret perspektiv. Dernæst præsenteres en model ’det neuropædagogiske kompas’, der samler et vidensgrundlag fra forskellige fagområder med det sigte at fremme læreprocesser i hverdagslivet. Denne model kan hjælpe den professionelle til at bevare overblikket i den neuropædagogiske intervention. Herefter inddrages cases og eksempler fra forskellige praksisfelter, der illustrerer neuropædagogik i praksis. Bogen henvender sig til faggrupper, som arbejder med børn, unge, voksne og ældre med mindre eller større funktionsnedsættelser i hjernen samt til alle med interesse for neuropædagogik.
Forfatteren er sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune. Han har en Master i Læreprocesser med speciale i Kultur og Læring ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet samt en PD. i almen pædagogik.