På sporet af pædagogisk faglighed - Pædagoguddannelsens deltagelse i det pædagogiske projekt
I denne ph.d.-afhandling kan du blandt andet læse om pædagoguddannelsen, det pædagogiske projekt og reformernes betydning for pædagoguddannelsen.
Indhold
Dette er en ph.d.-afhandling, som blandt andet undersøger, hvordan den pædagogiske faglighed kan fortsætte med at have en stemme og betydning.
I afhandlingen behandles disciplinen pædagogik som værende både om og for praksis, hvilket medfører begreber, såsom ”pædagogikkens integritet” og ”ballade”, som kan biddrage til, at praksis gøres mere gennemskuelig for sig selv.
Afhandlingen er delt op i tre dele:
1. Om ph.d.-afhandlingen:
I denne første del af afhandlingen undersøger forfatteren uddannelsesreformer fra de seneste 15 år samt hvilken indflydelse disse reformer har haft på pædagoguddannelsen. Hér beskæftiger forfatteren sig blandt andet med spørgsmål om, hvilke forestillinger der gør sig gældende om henholdsvis uddannelse og god uddannelse i disse reformer.
Kapitlet indeholder en analyse, som både har blik for kontinuitet og tradition, såvel som en ny diskursiv praksis.
2. Pædagoguddannelsen: fra civilsamfundets initiativer til et statsligt projekt:
Afhandlingens anden del centrerer sig om det pædagogiske projekt. Forfatterne bevæger sig hermed nærmere ind på vurderingskriterier for, hvad der er pædagogisk. Dette er et stort afsnit, som ifølge forfatterne selv indeholder materiale, som kan anvendes i faget pædagogik, hvormed dette kan hjælpe studerende med at blive bedre til at vurdere det pædagogiske.
I denne del gennemføres en filosofihistorisk rekonstruktion af pædagogik som en disciplin, der er sammensat af a) indførelsen af barnet i den eksisterende verden, b) civilisationskritik og c) opfordringen til selvstændighed.
Forfatteren undersøger yderligere i dette kapitel, hvordan man kan hente inspiration til begrebsliggørelser, som kan gøre modernitetens tradition mere aktuel samt tilbyde mere indflydelse til den del af pædagogikken, som menes at blive udstødt af den diskursive praksis, som fokuserer kraftigt på performativitet og læringsudbytte.
3. Det pædagogiske projekt:
Afhandlingen undersøger i dette kapitel selve faget. Forfatteren forklarer, at han ønsker at styrke en faglig bevidsthed. Tre måder hvorpå det pædagogiske projekt kan sætte sit præg på pædagoguddannelsen, identificeres i dette kapitel. Henholdsvis a) ”Researching lived experience” gennem praksisfortællinger, b) pædagogik som handlingsvidenskab og c) pædagogik som en disciplin, der ikke kan komme uden om diskussioner om, hvad pædagogik faktisk skal være godt for samt hvad god pædagogik er.
Disse tre tilgange menes at kunne styrke den traditionelle opfattelse af pædagogik, som mere end blot læringsudbytte.