Peer til peer i arbejdet med udsatte mennesker
I arbejdet med socialt udsatte mennesker kan peer til peer-tilgang være en god tilgang, der kan påvirke sundhed og trivsel i en positiv retning. Ved at læse dette notat kan du blive klogere på forskellige peer til peer-tilgange.
Indhold
Statens Institut for Folkesund, Syddansk Universitet er blevet bedt om at lave en såkaldt formativ procesevaluering af Københavns Kommunes projekt ”Mænd i København”. Dette projekt handler om udvikling og implementering af en såkaldt peer til peer-indsats. Peer betyder ligemand, og peer til peer støtte gives og modtages mellem personer, der deler baggrund eller erfaringer relateret til fx etnicitet, sygdom eller socioøkonomisk baggrund.
Hensigten med indsatsen i projekt ”Mænd i København” er at forbedre sundhed og trivsel blandt udsatte mænd, der er i risiko for at udvikle type 2 diabetes.
En del af evalueringsopgaven har været at tilvejebringe viden om relevant litteratur om peer-metoder. Derfor har Statens Institut for Folkesundheds evalueringsteam udarbejdet det nærværende notat til Københavns Kommunes Forebyggelsescenter Nørrebro.
Dette notat er en sammenfatning af udvalgt forskningslitteratur og rapporter om peer til peer-relaterede projekter målrettet udsatte grupper i forbindelse med sundhedsfremme.
Formålet med notatet er at beskrive nogle af de omstændigheder, der ifølge den eksisterende forskning kan have betydning for arbejdet med peer til peer-metoder i forhold til at nå udsatte grupper, herunder udsatte mænd, i en dansk sammenhæng.
Konklusion
- Peer-støtte har ofte det overordnede formål at komme ulighed i sundhed til livs. Denne støtte kan være rettet mod at forbedre sundhed og sundhedsadfærd og håndtering af kronisk sygdom. Men den kan også være rettet mod trivsel mere bredt, med fokus på at skabe sociale relationer, netværk og socialt engagement i lokalsamfundet.
- Det er vanskeligt at etablere og vedholde kontakt til særligt marginaliserede grupper såsom psykisk syge og de mest socialt udsatte, også gennem peer-støtte.
- Men generelt vidner litteraturen om peer-tilgangen som et væsentlig bidrag og supplement til det etablerede sundhedssystem i arbejdet med at forbedre sundhed og trivsel blandt udsatte mennesker.
Metode
Notatet er baseret på artikler fundet gennem søgninger i Web of Science, PAIS, Cinahl, PsycINFO, Cochrane, Embase og PubMed Medline. Der er foretaget to litteratursøgninger. Den ene med fokus på metoden peer til peer, den anden med fokus på sundhedsfremmeindsatser blandt målgruppen af udsatte mennesker, herunder mænd.