Socialpædagogik i psykiatrien - Ti bud på socialpædagogisk arbejde med mennesker med sindslidelser
Psykiske lidelser er blandt de mest udbredte sygdomme i Danmark. Sindslidelse opstår hos hver tredje dansker og et stort antal borgere får behov for behandling i løbet af deres liv. Samtidig er det ikke kun den enkelte, der rammes, men også familie, venner og omgangskreds. Hver anden familie kommer på et tidspunkt i berøring med behandlingssystemet. Derfor er det helt nødvendigt, at de mennesker, der kommer i berøring med psykiatrien, får den bedst mulige behandling.
Indhold
I denne publikation kan du læse Socialpædagogernes Landsforbunds bud på, hvordan socialpædagoger med deres faglighed og kompetencer kan bidrage med nogle løsninger inden for psykiatrien, der kan være med til at skabe en øget livsværdi og bedring for mennesker med sindslidelser.
I publikationen kan du læse om forskellige bud på socialpædagogik i psykiatrien. Du kan blandt læse om Autismecenter Storstrøm, der har formået at nedbringe tvang og overmedicinering gennem forskellige socialpædagogiske tilgange i arbejdet med mennesker med kognitiv funktionsnedsættelse og autisme.
Du kan læse om det socialpsykiatriske botilbud Tangkær, der har fået bugt med nogle af de ’klassiske’ problemer, som er med til at skabe den markante overdødelighed, der er blandt psykiatribrugere. Herunder problemer med underdiagnosticering, underbehandling og livstilssygdomme.
Du kan læse om en anderledes arbejdsplads, nærmere bestemt arbejdet omkring indsatte i Vestre Fængsel. Mange indsatte kæmper med ADHD og andre psykiske lidelser, og det normale fængselssystem er ofte ikke gearet til at håndtere dem hensigtsmæssigt. Med relationsarbejde og respekt går socialpædagoger her andre veje, og med støtte og struktur på hverdagen formår de indsatte at gennemføre en uddannelse, som kan hjælpe dem til et liv uden kriminalitet.
Slutteligt ser publikationen nærmere på arbejdet med unge med spiseforstyrrelser – et område inden for psykiatrien, der er mest martret af overdødelighed, og hvor genindlæggelser er mere reglen end undtagelsen. Med den rette indsats har Platangårdens Ungdomscenter i Vordingborg, et fleksibelt dag- og døgntilbud til unge med spiseforstyrrelser, vendt udviklingen og nedbragt antallet af genindlæggelser.