Vold i hjemmet - Barns strategier
Børn, som er udsat for vold i familien, udvikler strategier og forsøger aktivt at forebygge vold i deres hverdag. I denne bog kan du få et indblik i børns strategier og oplevelser af muligheden for at få hjælp.
Indhold
I bogen kan du læse om 25 børn og unge, som fortæller om, hvordan det er at leve med grov og livstruende vold over længere tid. Hvordan deres hverdag præges af rædsel, stress og mangel på nærvær. David er én af de unge, du kan læse om i bogen. Han fortæller om, hvordan det var at leve med en stedfar, som gentagne gange udsatte moren for så grov vold, at det endte med sygehusindlæggelse. Forfatterens intention med bogen er at vise igennem interviews, at børn, som oplever vold i hjemmet, ikke kun er ofre, men også er handlende aktører. David forklarer, hvordan han aktivt forsøgte at stoppe stedfaren, og hvilke strategier han udviklede for at forhindre voldsepisoderne. Nogle af de anvendte strategier er, at børnene forsøger at lokke voldsudøveren til at rette volden mod dem selv for at beskytte andre i familien, eller at de pjækker fra skole for at kunne være hjemme og passe på deres mor. I bogen møder vi altså børn, som forebygger vold, griber ind under voldsudøvelsen, beskytter omsorgspersoner og søskende og som søger eller har søgt hjælp udenfor familien. Der gives et indblik i, hvordan børn oplever muligheden for at få kontakt og hjælp fra politi, lærere og andre fagpersoner. Flere børn oplever, at på trods af længerevarende vold og seksuelle overgreb i familien er det ikke muligt at få hjælp. De føler, at hjælpeinstanserne er til de voksne, og at de må klare sig selv. Udover de inddragede interviews og analyser gives der en oversigt over international forskning på området. Bogen henvender sig til mennesker, som kommer i kontakt med børn og unge, som oplever vold i hjemmet.