Asyl - Status 2014-15
Rapporten behandler nogle af de udfordringer Danmark har i forbindelse med at beskytte og fremme rettighederne for asylansøgere og personer med opholdstilladelse på baggrund af asyl. Rapporten handler om de spørgsmål, som knytter sig til asylsagsprocessen.
Indhold
Denne rapport er en del af Institut for Menneskerettigheders rapport "Menneskerettigheder i Danmark, Status 2014-15". Rapporten behandler udvalgte menneskeretlige emner og kommer med anbefalinger til forbedring af menneskeretsbeskyttelsen i Danmark. I denne rapport finder du den del, der omhandler emnet asyl.
Delrapporten behandler nogle af de udfordringer, som Danmark har, i forbindelse med at beskytte og fremme rettighederne for asylansøgere og personer med opholdstilladelse på baggrund af asyl. Rapporten handler om de spørgsmål, der knytter sig til asylsagsprocessen som f.eks.: udsendelsens betydning for asylansøgeren, overførsel af asylansøgere til et andet asylland, særlige forhold for uledsagede mindreårige asylansøgere, straffeforfølgning af asylansøgere for indrejse med falske papirer og frihedsberøvelse af sårbare asylansøgere.
Konklusion
Institut for Menneskerettigheder anbefaler at Danmark:
- Redegør for, i hvilket omfang det indgår i de danske asylmyndigheders vurdering af en asylansøgning, om der kan ske tvangsmæssig udsendelse, hvis asylansøgeren får afslag på asyl og ikke udrejser frivilligt.
- Vedtager klare regler for på hvilket grundlag, under hvilke omstændigheder, på hvilke betingelser og hvor længe en tvangsmæssig udsendelse kan sættes i bero samt under hvilke omstændigheder genoptagelse af berostillede asylsager skal ske, med henblik på at vurdere, om forsat berostillelse kan medføre opholdstilladelse.
- Undlader at give afslag på forlængelse eller inddrage opholdstilladelse på baggrund af asyl i situationer med ændrede forhold i hjemlandet, med mindre der er reel mulighed for udseendelse af den pågældende asylansøger.
- Sikrer klarhed vedrørende anvendelsen af suverænitetsklausulen, herunder om hvorvidt bestemmelsen skal anvendes i situationer med opsplitning af familier og langvarige sagsbehandlingstider.
- Sikrer, at hensynet til familiens enhed inddrages i det fornødne omfang, i vurdering af konkrete sager vedrørende familier.
- Sikrer, at der redegøres for praksis vedrørende overførsel af asylansøgere, herunder sårbare asylansøgere, til lande hvor der generelt er problemer vedrørende overførslen, og at den praksis løbende offentliggøres.
- Overvejer at ændre udlændingeloven, så uledsagede mindreårige asylansøgere ud over at blive tildelt en værge, også bliver tildelt en juridisk repræsentant.
- Ændrer udlændingeloven, så det fremgår, at myndighederne i sager om opholdstilladelse vedrørende børn, primært skal lægge vægt på, hvad der er til barnets bedste, og inddrage barnet samt faglig ekspertise.
- Undersøger hvilke konsekvenser det har for uledsagede mindreåriges udvikling og velvære, at blive meddelt midlertidig opholdstilladelse, som ophører ved det fyldte 18 år. Samt på baggrund heraf vurderer, om der er grund til at ændre reglerne for varigheden af opholdstilladelsen.
- Fastsætter en klar retlig status, herunder opholdsstatus, for de uledsagede mindreårige asylansøgere, som ikke er vurderet modne nok til at gennemgå en asylsagsbehandling, men samtidigt ikke kan få opholdstilladelse som uledsaget mindreårig.
- I forbindelse med afgørelse om, hvorvidt asylansøgeren er mindreårig, foruden aldersundersøgelserne inddrager psykologiske modenhedstest samt aspekter som underernæring og genetisk oprindelse.
- Ændrer udlændingeloven så visse asylansøgninger indgivet af mindreårige, som ikke vurderes modne til at gennemgå en asylsagsbehandling, realitetsbehandles på udlændingemyndighedernes eget initiativ, i en procedure som tager hensyn til gruppens særlige behov.
- Overvejer, om forskelbehandlingen mellem asylansøgere, der får opholdstilladelse som hhv. konventionsflygtning eller asylansøger med beskyttelsesstatus bør opretholdes.
- Overvejer, om det er i overensstemmelse med børnekonventionen, at uledsagede mindreårige asylansøgere der rejser ind i Danmark på falske identitetspapirer som udgangspunkt straffeforfølges.
- Overvejer, om det er i overensstemmelse med menneskerettighederne, herunder flygtningekonventionen, at en asylansøger, som er rejst ind i landet på falske papirer, og som derefter overføres til et andet land og meddeles opholdstilladelse, som udgangspunkt straffeforfølges i Danmark.
- Alene frihedsberøver mindreårige, hvis frihedsberøvelsesfaciliteterne kan opfylde den mindreåriges behov.
- Sikrer adgang til kvalificeret tolkning til frihedsberøvede asylansøgere.
- Forud for eller i umiddelbar forlængelse af frihedsberøvelsen foretager en obligatorisk og mere omfattende helbredsundersøgelse af alle asylansøgere, som politiet har til hensigt at frihedsberøve.
- Sikrer, at asylansøgere kun frihedsberøves, hvis mindre indgribende foranstaltninger er utilstrækkelige.
- Overvåger frihedsberøvelse af asylansøgere og indfører registrering og dataindsamling på området.