Fædre, sønner, ægtemænd - Om maskulinitet og manderoller blandt etniske minoritetsmænd
Denne rapport handler om maskulinitet og manderoller blandt mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Rapporten undersøger, hvordan mændene udtrykker maskulinitetsforståelser og udfylder rollen som mænd i Danmark.
Indhold
Rapporten undersøger maskulinitet ved at se på to forskellige relationer: relationen mellem generationerne og relationen mellem køn.
Kapitel 2 handler derfor blandt andet om relationerne mellem fædre og sønner. Her undersøges det, hvordan mænd fortæller om deres egne fædre, hvordan de selv opdrager deres børn, og hvilken rolle migrationen spiller for denne.
Kapitel 3 handler om relationen mellem køn og ser nærmere på mændenes familieliv, og hvordan arbejdet både ude og i hjemmet fordeles mellem mænd og kvinder.
I kapitel 4 præsenteres to forskellige måder at være mand på gennem sammenligning af to forskellige mænd.
Femte og sidste kapitel diskuterer etniske minoritetmænds maskulinitet i forandring.
Konklusion
- Undersøgelsen viser, at mændene opfatter og udfylder rollen som mænd på mange forskellige måder.
- De fleste mænd giver udtryk for, at migrationskonteksten har påvirket deres maskulinitetsforståelse, og at de er præget af deres dobbelte kulturelle tilhørsforhold.
- Mændene lægger generelt stor vægt på deres rolle som far.
- Migrationen kan påvirke rollen mellem far og søn, eksempelvis kan farens autoritet blive udfordret, hvis faren sprogligt og arbejdsmæssigt er svagt stillet i det danske samfund.
- Undersøgelsen peger på en opblødning af faderrollen, idet flere fædre giver udtryk for, at de vejleder deres børn, men at det ikke vil have konsekvenser, hvis de vælger ikke at følge farens råd.
- Nogle af de interviewede udtrykker, at den høje grad af kvindelig erhvervsdeltagelse i Danmark har haft konsekvenser for deres maskulinitet, idet de ikke længere har forsøgerrollen. Andre af de interviewede betragter ikke de ændrede forhold mellem mand og kvinde som et tab af maskulinitet, men som en ansvarsfuld og moderne måde at være mand på.
Metode
Rapporten er baseret på interviews med 16 mænd med etnisk minoritetsbaggrund.