Indvandreres og efterkommeres placering på det danske arbejdsmarked - Betydning af uddannelse og andre karakteristika
Denne rapport handler om indvandrere og efterkommeres placering på det danske arbejdsmarked og undersøger, om indvandrere og efterkommere adskiller sig fra personer med dansk oprindelse med hensyn til type af beskæftigelse og løn.
Indhold
Denne rapport har fokus på indvandrere og efterkommere i beskæftigelse og bidrager til at belyse indvandreres integration på det danske arbejdsmarked i en 15-års periode.
Undersøgelsen ser nærmere på tre områder:
- Om indvandrere og efterkommere er over- eller underrepræsenterede i bestemte dele af arbejdsmarkedet og systematisk får lavere lønninger end personer med dansk oprindelse.
- Hvordan stillingskategori, branche og timeløn varierer med uddannelse og oprindelse.
- Om indvandrere i højere grad end personer med dansk oprindelse fastlåses i bestemte typer af job.
Rapporten er opbygget således, at den indledes med en sammenfatning af undersøgelsen herunder undersøgelsens resultater og metode. 2. kapitel indeholder blandt andet en beskrivelse af undersøgelsens teoretiske og empiriske baggrund. 3. kapitel beskriver undersøgelsens data og metode. Herefter er rapportens kapitler inddelt efter undersøgelsesområder. 4. kapitel handler om indvandrere og efterkommeres fordeling i forhold til stilling, 5. kapitel handler om indvandrere og efterkommeres fordeling på branche, mens 6. kapitel handler om indvandrere og efterkommeres timeløn.
Konklusion
- De beskæftigede indvandrere og i et vist omfang de beskæftigede efterkommere har i 2012 job længere nede i stillingshierakiet end personer med dansk oprindelse (jobbene er inddelt i et hierarki efter kvalifikationsindholdet i jobbet).
- De beskæftigede indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede indenfor brancher som; handel, transport, hoteller, restauranter og erhvervsservice.
- Fra 1997 til 2012 er der sket en polarisering af indvandrere i forhold til stillingskategorier. Mens personer med dansk oprindelse har fået en stigende andel job øverst i stillingshierarkiet og en faldende andel nederst i stillingshierarkiet, har indvandrere fået en større andel både øverst og nederst i stillingshierarkiet.
- Forskellen på efterkommere og personer med dansk oprindelse er mindre end forskellen mellem indvandrere og personer med dansk oprindelse med hensyn til stilling, branche og løn.
- Indvandrere har, sammenlignet med personer med dansk oprindelse, sværere ved at udnytte deres uddannelse i job som er placeret højt i stillingshierarkiet. Det er sværere for indvandrere at anvende medbragt uddannelse og de får et lavt afkast på lønnen af den medbragte uddannelse.
- Der er sket en positiv udvikling for ikke-vestlige efterkommere over en 15-års periode med hensyn til stilling. Det er dog vigtigt at huske, at efterkommere stadig har et efterslæb sammenlignet med personer med dansk oprindelse.
- For indvandrere er det mere blandet med hensyn til stilling, flere har fået job højt i stillingshierarkiet og flere har fået job nederst i stillingshierarkiet. En af årsagerne kan være, at indvandreres uddannelseskompetencer ikke udnyttes fuldt ud på det danske arbejdsmarked.
Metode
Rapportens analyser af baseret på registerdata fra Danmarks Statistik.