Interkulturel sundhedsfremme og rehabilitering
Bedre selvvurderet helbred og fysisk funktionsevne er de iøjnefaldende resultater af sundhedsindsatser, der tager udgangspunkt i etniske minoritetsborgeres fremtidsfortællinger. Læs mere i denne rapport fra CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling.
Indhold
Denne rapport sætter fokus på etniske minoriteters sundhed i det danske sundhedsvæsen og samler op på de erfaringer, faglige perspektiver samt problematikker, som udviklingsprojektet Interkulturel Sundhedsfremme & Rehabilitering har afstedkommet i arbejdet i projektperioden 2010-2013.
Formålet med projektet har været at udvikle metoder, som kan afdække etniske minoritetsborgeres helbredsproblemer og dermed danne grundlaget for skabelsen af differentierede sundhedsforløb, der kan fremme etniske minoriteters sundhedstilstand, egenomsorg og trivsel. Derudover har projektet haft til formål at forankre en interkulturel koordinatorfunktion i kommunen med fokus på at styrke et tværsektorielt og tværfagligt samarbejde både internt og imellem sektorer. Endelig har projektet haft som formål at dokumentere og skabe en generel viden om etniske minoriteters sundhed i Danmark.
Denne rapport dokumenterer og evaluerer de tiltag og processer, som er gennemgået og udviklet i projektperioden og giver desuden en række anbefalinger til videre brug for politiske beslutningstagere, klinikere og andet fagligt personale, som arbejder med etniske minoriteters sundhed.
Konklusion
Arbejdet med borgernes narrativer viser, at etniske minoriteters sundhed opleves udfordret på en lang række områder. Somatiske problemer smelter ofte sammen med mentale, økonomiske og sociale problemer og former dermed et komplekst sundhedsbillede, som det både kan vise sig svært for den enkelte borger og for et sundhedssystem at håndtere. Projektet viser behovet for en anderledes måde at tænke differentierede indsatser på, som også inddrager en social, en uddannelsesmæssig, en økonomisk og en psykologisk dimension.
I borgerens forståelse af sundhedsproblemer ses verden i en helhed, hvor problemer ikke er adskilt af sektorielle skel. Derfor kræver det for sundhedssystemet en særlig helhedsorienteret indsats at håndtere problemet. En indsats, der ikke lader sig begrænse af sektorielle skel og derfor en indsats, som ofte kræver en væsentlig koordinering, både mellem sektorer i systemet og mellem systemet og borgerens individuelle verden.
Projektet viser, at nye tilgange til differentierede forløb med udspring i den enkeltes narrativ, enten i et gruppeforløb eller individuelt forløb, kan sikre sundhedsforløb, som både opleves at være relevante i forhold til deltagerne og i forhold til at skabe en forandring i borgernes liv mod et bedre selvvurderet helbred, en forbedret funktionsevne og en højere grad af trivsel og mestring af eget liv.
Metode
Fakta om projektet:
-
183 borgere har deltaget i den interkulturelle sundhedssamtale
-
Der er gennemført 14 interkulturelle gruppeforløb
-
Der er gennemført 74 individuelle forløb
Baggrund for data:
-
183 cases
-
Projektledelsen har deltaget i 25 samtaler mellem borgere og koordinatorer
-
Projektledelsen har deltaget i seks gruppeforløb
-
Projektledelsen har gennemført tre fokusgruppeinterviews
-
Projektledelsen har gennemført otte borgerinterviews
-
De fem koordinatorer er blevet interviewet af projektledelsen
-
Fire kommunale ledere fra projektets styregruppe er blevet interviewet af projektledelsen
Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Aarhus, Horsens, Holstebro, Randers og Herning kommuner og Folkesundhed & Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland og er støttet af Forebyggelsesfonden og Helsefonden. Projektperioden er gennemført i perioden 2010-2013.