Projekt bydelsmødre - En samlet evaluering
Bydelsmødreprojekterne er en del af regeringens samlede Kvindeprogram "Nydanske Kvinders ressourcer i fokus", som startede i 2007. Formålet med Kvindeprogrammet er at bidrage til, at flere kvinder med indvandrerbaggrund bliver aktive og deltagende medborgere i det danske samfund. Denne evaluering evaluerer de igangsatte bydelsmødreprojekter.
Indhold
Formålet med denne evaluering er tre-delt. Evalueringen ønsker for det første at undersøge, i hvilket omfang de igangsatte bydelsmødreprojekter opfylder initiativets formål om at medvirke til, at indvandrerkvinder bliver aktive medborgere i det danske samfund og styrke deres viden om, hvordan de kan fremme deres børns udvikling og integration. Derudover er formålet med evalueringen at belyse, hvilke metoder der anvendes i projekterne, og i hvilket omfang de enkelte metoder bidrager til initiativets nævnte formål. Afslutningsvist er projektets formål at komme med anbefalinger til, hvordan man kan tilrettelægge bydelsmødreprojekter. I Kvindeprogrammets beskrivelse af Projekt Bydelsmødre er det tanken, at der udvælges et antal ledige mødre med etnisk minoritetsbaggrund, som gennemgår et intensivt kursus inden de kan blive bydelsmødre, hvorefter de efter endt kursus skal opsøge og rådgive andre mødre.
Evalueringen tager afsæt i følgende spørgsmål:
- Hvad er projekternes organisatoriske kendetegn?
- Hvilke metoder anvender projekterne til rekruttering?
- I hvilket omfang bidrager de anvendte metoder til initiativets formål?
- I hvilket omfang har projekterne øget kvindernes viden om, hvordan de kan fremme deres børn udvikling og integration?
- Hvordan gennemføres bydelsmødrenes opsøgende besøg hos andre mødre?
- Hvilke øvrige resultater har projekterne haft for bydelsmødrene og for de besøgte kvinder?
- Hvilke resultater og erfaringer kan der uddrages i forhold til det opsøgende arbejde samt dialogen mellem bydelsmor og den besøgte kvinde?
- Hvilke anbefalinger kan der gives til tilrettelæggelse af projekterne?
- Hvilke anbefalinger kan der gives til nye integrationsinitiativer, som bygger på erfaringer fra projekterne?
Konklusion
Evalueringen konkluderer, at bydelsmødreprojekternes succes i vid udstrækning afhænger af den enkelte projektkoordinator, da det er denne, som binder projekterne sammen fra opstartsfasen til den opsøgende del. I forhold til organisering fungrerer hovedparten af projekterne som et samarbejde mellem kommunale aktører, frivillige foreninger og boligforeninger. Endvidere viser det sig, at den nærlokale tilknytning til et boligområdes beboerhus eller lignende er afgørende for projektets organisering, da bydelsmødrenes møder og undervisning ofte foregår i et beboerhus eller på et nærbibliotek.
Det viser sig, at bydelsmødreprojekterne har haft stor succes med at rekruttere indvandrerkvinder til deres projekter. Størstedelen af de bydelsmødre, der rekrutteres, har boet i Danmark i mere end 10 år, og 25 % af de adspurgte bydelsmødre er aktivt deltagende i frivillig socialt arbejde og størstedelen taler arabisk, tyrkisk og engelsk. Det viser sig også, at der er markante forskelle fra projekt til projekt, om der rekrutteres ressourcestærke eller mere ressourcesvage indvandrerkvinder.
Derudover viser evalueringen, at der ikke benyttes en særlig metode til at rekruttere bydelsmødre. Nogle projekter rekrutterer via jobcenteret, mens andre rekrutterer fra foreninger i lokalområdet eller fra arrangementer på beboercafeer, på bibilotekter eller via sprogskolen. I forhold til projekternes opstart og gennemførelse af undervisningsdelen lever projekterne i udpræget grad op til projektets formål. Projekterne har generelt hurtigt fået fyldt undervisningshold op, og projekterne har opnået postive resultater, når det kommer til bydelsmødrenes udbytte af undervisningen. Eksempelvis svarer 89 % af de adspurgte bydelsmødre, at de har lært mere om børneopdragelse i forhold til deres egne børn.
I forhold til det opsøgende arbejde viser evalueringen, at der er en række barrierer. For det første er det for en del af bydelsmødrene ubekvemt at gå på hjemme-besøg hos kvinder, de ikke kender i forvejen. For det andet er den opsøgende del ikke tænkt grundigt nok ind i alle projekter, og bydelsmødrene er derfor ikke særlig bevidste om konceptet. Samlet set konkluderes det, at projekterne på nuværende tidspunkt har opnået en række positive resultater, især i forhold til bydelsmødrenes udbytte af undervisningen. Dog ligger der en masse uudnyttet potentiale i det opsøgende arbejde, og en af anbefalingerne er derfor bl.a., at det opsøgende arbejde indgår som en vigtig del af undervisningsforløbet.
Metode
Evalueringen er bygget op omkring følgende datagrundlag:
- Kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt bydelsmødre
- Kvalitativ fokusgruppeinterviews med udvalgte bydelsmødre
- Kvalitative interviews med alle projektkoordinatorer