Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016
I denne rapport kan du bliver klogere på, hvor mange personer i Danmark, der angiver, at de har et handicap, samt hvilken tilknytning denne målgruppe har til arbejdsmarkedet.
Indhold
Denne rapport af SFI undersøger, hvor stor en del af den danske befolkning mellem 16 og 64 år, der har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem. Desuden undersøges denne målgruppes tilknytning til arbejdsmarkedet samt befolkningens holdninger til at arbejde med personer, der har et handicap.
Rapporten indeholder 10 kapitler:
- Om undersøgelsen
- Handicap og længerevarende helbredsproblemer
- Beskæftigelse og modtagelse af overførselsindkomst
- Uddannelse og beskæftigelse
- Læse-/skrivevanskeligheder
- Arbejdsudbud
- Beskæftigelse på særlige vilkår
- Forhold, der fremmer og hæmmer beskæftigelse
- Jobsøgning og tilbagetrækningsalder
- Arbejdsevne og beskæftigelsespotentiale
Det handicap-begreb, der bliver brugt i rapporten tager afsæt i personens egen vurdering af, om de har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem.
I rapporten kan du læse mere om, hvordan handicap fordeler sig i forhold til køn, alder og baggrund.
Konklusion
Rapporten konkluderer, at lidt mere end hver femte person, cirka 780.000 personer, i alderen 16-64 år, ifølge eget udsagn, har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem. Halvdelen af disse personer angiver at have et større handicap.
I rapporten er der anvendt en skala fra 1-10, som personer med handicap kan vurdere deres arbejdsevne ud fra (hvor 1 er lavest). Personer med handicap vurderer, at de har en arbejdsevne på 6,1 i gennemsnit.
Halvdelen af de personer, der angiver, at de har et handicap, er i beskæftigelse. Personer med handicap, der har taget en lang videregående uddannelse, har større sandsynlighed for at være i beskæftigelse. Uddannelsesniveau hænger i højere grad sammen med beskæftigelsesniveau for personer med handicap, end for personer uden handicap.
I rapporten kan du desuden læse mere om, at personer med handicap i højere grad regner med at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligt, at kvinder i højere grad end mænd er i støttet beskæftigelse, at personer med handicap ofte har et manglende kendskab til ordninger som fleksjobordningen, samt at kollegers holdninger til personer med handicap afhænger af typen af handicap.
Metode
Rapporten bygger på data fra Dansk Statistiks Arbejdskraftundersøgelsen (AKU), hvor cirka 19.000 personer deltog. Rapporten er ikke sammenlignelig med tidligere SFI-rapporter om handicap, beskæftigelse og uddannelse.